69-årig kvinde er blevet løsladt: Mistanken om drab var ikke stærk nok
Hun er stadig sigtet for drab på sin 89-årige mand
Opdateret kl. 16:36
En 69-årig kvinde er blevet løsladt efter grundlovsforhøret ved Retten i Hjørring, hvor politiet ville have hende varetægtsfængslet for drab på sin mand.
Men retten fandt ikke, at mistankegrundlaget mod hende var stærkt nok.
Det oplyser anklager Mia Haaning.
Kvinden er sigtet for på "pt. ukendt vis", at have dræbt sin 89-årige mand i deres hus på Sæbyvej i Frederikshavn.
Men politiet kan altså ikke på nuværende tidspunkt fastslå, hvordan manden er død.
Den 69-årige kvindes forsvarer oplyste, at kvinden nægter sig skyldig, og at hun ikke ønsker at svare på spørgsmål under grundlovsforhøret.
Anklageren oplyser, at kvinden fortsat er sigtet for drab.
Tvivl om dørlukning
Inden grundlovsforhøret for alvor kunne komme i gang skulle spørgsmålet om dørlukning afklares.
Anklager Mia Haaning begærede nemlig om, at dørene blev lukket under grundlovsforhøret, fordi sagen er på et tidligt stadie i efterforskningen.
Men det affødte protester fra pressen, og dommeren efterlyste også mere præcise begrundelser for, hvorfor dørene skulle lukkes.
"Et grundlovsforhør er ikke født for lukkede døre", bemærkede dommeren.
Derfor blev dørene lukket midlertidig, mens anklageren fik mulighed for at løfte sløret for flere detaljer i sagen.
Herefter blev dørene lukket. Og der blev nedlagt navneforbud i sagen.
"Den seneste tids hændelser"
Dommeren oplyste, at hun valgte at lukke dørene af hensyn til den videre efterforskning og for at undgå at personer blev påført en unødig krænkelse.
Dommeren oplyste også, at det var omstændighederne omkring fundet af den 89-årige mand sammenholdt med den seneste tids hændelser, der udgjorde politiets mistankegrundlag mod den 69-årige kvinde.
Derudover afventer politiet også fortsat svar fra de retsmedicinske undersøgelser.
Mistænkeligt dødsfald
Politiet fik anmeldelsen om et dødsfald på en adresse på Sæbyvej i Frederikshavn onsdag omkring middagstid.
Her fandt politiet omstændighederne omkring den 89-årigs død så mistænkelige, at man indledte en drabsefterforskning.
Klokken 12.28 blev den 69-årige kvinde anholdt og sigtet for drab.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.