Anklager om 53-årig: - Han havde planlagt, at hun skulle dø den dag
Hvis 53-årig bliver fundet skyldig i drab, kan særlig bestemmelse i straffeloven forhøje straffen markant

Foto: Jan Pedersen
AALBORG:Sagen mod den 53-årige mand, der er tiltalt for at have skudt og dræbt sin 41-årige ekskone for øjnene af deres to sønner ud for en opgang på Skelagervej, nærmer sig sin afslutning.
Onsdag skulle anklager og forsvarer procedere om skyldsspørgsmålet over for nævningetinget ved Retten i Aalborg. Og det blev nogle usædvanligt korte procedurer for en drabssag.
Der er nemlig ikke uenighed om, at den 53-årige er skyldig i drabet.
Dels har den 53-årige erkendt drabet, og dels har der været tungtvejende beviser i sagen. Selve drabet blev nemlig videofilmet og overværet af flere øjenvidner, ligesom det også blev lydoptaget af den overfaldsalarm, som den 41-årige nåede at aktivere, inden hun blev slået ihjel.
Derfor har retssagen mere handlet om, hvorfor den 53-årige trykkede på aftrækkeren.
Den tiltalte har selv forklaret, at det ikke var meningen, at ekskonen skulle dø, men at drabet var kulminationen på flere års frustrationer over et dårligt samarbejde med ekskonen, som gjorde at han ikke kunne se sine børn. Han har forklaret, at han ikke var sig selv, da han skød moren til børnene.
Samtidig har den 53-årige dog også forklaret, at han ikke vil kalde det et uheld, og at han havde gjort det utilgivelige, da han opsøgte sin ekskone på hendes bopæl med en skarpladt pistol.
Anklager: Kynisk og planlagt drab
Drabet skete fredag 21. september omkring klokken 18.20. Under retssagen er det kommet frem, at den 53-årige kørte fra sit hjem i Herning til Aalborg og ventede i to timer på, at hans 41-årige ekskone kom hjem.
Da hun havde parkeret bilen og var på vej hen mod sin lejlighed med de to sønner på henholdsvis seks og otte år, fulgte den 53-årige efter. Da hun så ham, begyndte hun at løbe, men ud for opgangen blev hun indhentet af ham.
Her tog den 53-årige fat i hende og sagde flere gange "Der er ingen vej tilbage" og "Jeg har fået nok", mens den ældste af de to sønner forsøgte at skubbe faren væk. Efter kort tid tog han pistolen frem fra et hylster under jakken, satte pistolen op til hovedet af den 41-årige kvinde og trykkede på aftrækkeren.
Det hele skete foran de to børn og flere beboere i Skelagergården, som blev vidner til drabet. Det var et af vidnerne, der havde taget sin mobiltelefon frem og optog det hele på tæt hold.
Udover forklaringer fra øjenvidner er den grusomme video også blevet afspillet i retten sammen med lydoptagelsen fra overfaldsalarmen. Det skete for lukkede døre af hensyn til børnene.
Men anklager Mette Bendix henviste til videoen i sin procedure, da hun argumenterede for, at drabet var både planlagt og kynisk.
- Det virker planlagt. På videoen virker han meget kynisk, selvom sønnen flere gange forsøger at skubbe hånden med pistolen væk, mens han siger stop. Han siger endda til et af børnene: "I er ligeglade med, at mor dør", sagde anklageren og fortsatte:
- Og det, at han gennemfører drabet, mens hans sønner på seks og otte år står lige ved siden af, er særdeles skærpende.
- Vi skal ikke have ondt af ham
Under retssagen er det kommet frem, at den 53-årige i flere år efter skilsmissen i 2017 har sendt trusler - blandt andet dødstrusler - til sin ekskone og brudt det tilhold, han havde mod at opsøge hende, adskillige gange.
Det er også kommet frem under retssagen, at den 53-årige havde sat en gps-tracker på sin ekskones bil, så han kunne spore hende, ligesom flere vidner har forklaret, at den 41-årige kvinde følte sig truet og overvåget af sin eksmand.
Ifølge den 53-årige var det hele dog en desperat mands forsøg på at finde en løsning, så han igen kunne se sine børn, selvom han erkender, at han skulle have handlet anderledes.
Men Mette Bendix mente ikke, at man skulle have ondt af den 53-årige, sagde hun i sin procedure.
- Var alt det her i virkeligheden for at se sine børn, eller var det fordi hun (den 41-årige, red.) ikke gjorde, som han sagde? Vi skal ikke have ondt af tiltalte. Det er hende (den 41-årige, red.), vi skal have ondt af, sagde anklageren.
I stedet mente hun, at den 53-årige gjorde alvor af de trusler, han havde fremsat i længere tid.
- Min opfattelse er, at han (den 53-årige, red.) havde planlagt, at hun skulle dø den dag, sagde Mette Bendix.
Særlig paragraf kan hæve straf
Den 53-årige er også tiltalt efter en særlig paragraf i straffeloven, der gør det muligt at forhøje straffen med indtil det halve. Altså kan en straf på f.eks. 12 års fængsel hæves til 18 års fængsel.
Straffelovens paragraf 81b siger nemlig, at hvis forbrydelsen er begået på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben, så kan straffen altså forhøjes.
Til det bemærkede Mette Bendix blot, at Skelagergården, hvor drabet skete, er et offentligt tilgængeligt sted, og at drabet blev begået med skydevåben.
Den 53-åriges forsvarer, Jens Lang Rask, havde meget få bemærkninger til skyldsspørgsmålet og henviste til, at hans klient har erkendt drabet.
Jens Lange Rask mente, at anklagerens lange argumentation for skærpende omstændigheder hørte til under strafproceduren og ikke, når retten skal tage stilling til skyld.
Retten i Aalborg afsiger skyldkendelse onsdag i næste uge.