Bekymret bilist ringede til politiet: Prøveløsladt kvinde stoppet med narko i blodet og i bilen
En 28-årig kvinde er tirsdag blevet varetægtsfængslet for narkobesiddelse
Opdateret kl. 19:46
SALTUM: En 28-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter hun mandag kørte narkokørsel og havde flere stoffer i sin bil.
Det oplyser anklager Malene Lund Andersen.
Det var omkring klokken 16.30, at en bekymret bilist ringede til politiet, fordi han kørte bag en bil, som kørte noget usikkert. Mistanken om, at noget var galt, blev kun forstærket, da en patruljevogn nåede frem til bilen og ville standse den omkring Pandrup.
For den 28-årige kvindelige fører af bilen havde ikke tænkt sig at stoppe og tale med politiet, men fortsatte ufortrødent sin kørsel. Først i Saltum lykkedes det patruljevognen at standse bilen.
Den 28-årige kvinde virkede påvirket, og derfor blev hun narkotestet. Og da den test slog ud som positiv, blev kvindens bil ransaget.
Her blev der fundet 86 gram af bedøvelsesmidlet ketamin samt stoffet GHP, som er en flydende udgave af stoffet Fantasy.
Det er ikke første gang, at den 28-årige kvinde er i politiets søgelys. Faktisk er hun prøveløsladt fra en dom for personfarlig kriminalitet og for narkobesiddelse, og derfor blev hun tirsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blandt andet blev sigtet for straffelovens bestemmelse om narkobesiddelse med henblik på videresalg.
Kvinden nægtede sig skyldig i sigtelsen, inden dørene til grundlovsforhøret blev lukket, oplyser Malene Lund Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.