Brugte børn og unge i fupnummer: Snød sig til 2,3 millioner kroner

En 36-årig mand snød 17 unge mænd for svimlende beløb med sine gode taleevner

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

AALBORG:Med særdeles gode taleevner og list lykkedes det en 36-årig mand at snyde 17 unge mænd til at låne ham i alt 2,3 millioner kroner. Penge, som mændene dog aldrig så igen, men som i stedet blev spillet op.

Onsdag blev den 36-årige Ahmad Darwich så idømt to års ubetinget fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed ved Retten i Aalborg.

De systematiske bedragerier begyndte i september 2020 og sluttede i juli 2022, hvor han blev varetægtsfængslet. I den periode havde den 36-årige lagt en klar plan for, hvordan han skulle fuppe sig til penge.

Og han holdte sig til planen hver gang: Den 36-årige tog kontakt til unge mænd på gaden i Aalborg og brugte sin talegaver til at bilde dem ind, at han havde brug for at låne penge i forbindelse med sit arbejde med børn og unge. 

Til at begynde med var det forholdsvis beskedne beløb mellem 2500 kroner og 12.000 kroner, den 36-årige fik mændene til at hæve til ham.

Men det var blot første led i hans plan.

Fangede mænd i ond spiral

For efterfølgende holdt den 36-årige kontakt til mændene, men i stedet for at betale pengene tilbage bildte han dem ind, at han havde brug for flere penge for at være i stand til at betale lånet tilbage, fortæller anklager Malene Lund Andersen.

Og det endte for flere af mændenes vedkommende i en ond spiral, hvor de følte, at de var nødt til at blive ved med at overføre penge til den 36-årige, fortæller anklageren.

I flere tilfælde blev der overført flere hundrede tusinde kroner, og i det værste tilfælde overførte en mand hele 700.000 kroner til den 36-årige.

Tilstod bedragerier

Men det hele var altså én stor løgn. Den 36-årige arbejdede ikke med børn og unge, og han havde aldrig tænkt sig at betale pengene tilbage.

Det forklarede han i retten, da han tilstod bedragerierne, fortæller anklageren.

Den 36-årige forklarede, at han var ludoman og de 2,3 millioner kroner, han fik snydt de 17 mænd for, er forsvundet på diverse spil.

Den 36-årig udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.