Dømt for Eddie-drab vil have politiet til at efterforske mere

Landsretten har taget hul på ankesagen mod en 47-årig og en 54-årig mand i sagen om Eddie-drabet. Den 47-årige mødte op i retten som en fri mand - den 54-årige med ønsket om flere efterforskningskridt

Politiet efterforskede massivt på ejendommen på Rendborgvej.
Politiet efterforskede massivt på ejendommen på Rendborgvej. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 15:31

FREDERIKSHAVN: Ankesagen mod to svenske mænd, der er tiltalt for det brutale drab på Eddie Karl-Johan Christensen, er nu i gang. 

5. oktober blev en nu 54-årig svensk mand idømt 13 års fængsel for at have skudt og dræbt Eddie på sin ejendom på Rendborgvej nord for Elling, for efterfølgende at have brændt ham på et bålsted og smidt hans jordiske rester i to olietønder.

Samtidig blev en nu 47-årig svensk mand frifundet for drabet og kun dømt for at have hjulpet med at skaffe liget af vejen.

Den 54-årige har hele tiden afvist ethvert kendskab til Eddies død og vil frifindes af landsretten. Statsadvokaten vil derimod ikke blot forsøge at hæve straffen til den 54-årige - han vil også have den 47-årige dømt for drabet.

47-årig som forandret

Landsretten skal ikke tage stilling til nye beviser. Det er de samme beviser og vidner, som dem der blev udrullet i Retten i Hjørring i efteråret.

Men der er dog én stor forskel.

Efter frifindelsen kunne den 47-årige mand nemlig forlade Retten i Hjørring som en fri mand. Siden har han boet i England med sin engelske kone og deres søn. Og det var nærmest en helt anden mand, der mandag tog plads i landsretten.

For et halvt år siden var den 47-årige tydeligt rystet, da han sad på anklagebænken i Hjørring. Hans blik var tomt, og han virkede modløs. 

Men i landsretten var det en velklædt mand med overskud og liv i øjnene, der indtog sin plads. En mand, der kunne grine lidt med tolken, inden sagens alvor sænkede sig over retssalen. 

Vil have yderligere efterforskning

Inden ankesagen for alvor kunne begynde, kom det frem, at den 54-åriges forsvarer har bedt om, at der bliver foretaget yderligere efterforskning i sagen. Helt præcist ønsker man at få foretaget nogle prøveskydninger.

Men om der skal efterforskes mere i den nu to år gamle sag, har landsretten endnu ikke taget stilling til. Det sker først, når de tekniske vidner er blevet afhørt i starten af maj.

Beslutter landsretten, at der skal foretages yderligere tekniske undersøgelser i sagen, kan det få betydning for resten af ankesagen.

Der er afsat ni retsdage i landsretten, og de første dage i ankesagen kommer til gå med at fremlægge hele sagen - herunder beviser og dommen fra byretten.

Først på fredag skal de to svenske mænd afgive forklaring, og i maj er der afsat to dage til at afhøre vidner, inden der efter planen bliver afsagt skyldskendelse 11. maj.

Drabet på Eddie - få overblikket

Eddie blev dræbt lørdag 9. maj 2020 kort efter klokken 22. Kort forinden havde Eddie talt i telefon med sin mor. De aftalte, at han skulle komme hjem til moren - men det gjorde han aldrig.

Det var sidste livstegn fra Eddie.

Mandag kontaktede moren politiet, og tirsdag blev Eddie efterlyst offentligt. I forbindelse med efterlysningen foretog politiet afhøringer, og de var også ude på Rendborgvej nord for Frederikshavn for at lede efter Eddie. Senere blev Eddies bil blev fundet forladt på Rimmen Station nord for Nielstrup.

Det førte til ransagningen af ejendommen på Rendborgvej, hvor Eddie boede i en campingvogn. Her foretog politiet en række indledende undersøgelser.

Det førte til, at den 47-årige og hans kone, som også boede på ejendommen med deres søn, blev anholdt og dagen efter fængslet i et grundlovsforhør.

På det tidspunkt var den 54-årige svenske mand forsvundet, og han blev efterlyst. Det viste sig, at han var taget til Sverige, men han kom senere frivilligt tilbage til Frederikshavn og blev anholdt.

Senere blev resterne af Eddies lig fundet i to olietønder, der var placeret i et mørkt rum på en adresse på havnen i Frederikshavn. En adresse, der er ejet af den 54-årige.

Du kan læse fortællingen om Eddie-drabet her.

Eller du kan få overblikket over, hvordan sagen udspillede sig i Retten i Hjørring her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden