Drabssigtet var med til at lede efter 13-årig: Blev fundet af forældrene
Det var den 13-åriges egne forældre, der fandt hende dødeligt kvæstet ved varmeværket i Hjallerup
Opdateret 15. marts 2024 kl. 13:03
Den 17-årige dreng, der er sigtet for drabet på en 13-årig pige i Hjallerup, var med til at lede efter hende sammen med hendes forældre, da hun forsvandt mandag aften efter en tur i ungdomsklubben.
Det var den 13-åriges egne forældre, der fandt hende dødeligt kvæstet ved Hjallerup Varmeværk.
Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Politiets efterforskning, hvor der blandt andet er afhørt en del vidner, har gjort, at politiet mener at have et godt overblik over, hvad der er sket.
Politiet løfter nu sløret for, hvad der skete i tiden op til drabet.
Veninde ledte efter 13-årig
Her havde den dræbte været i ungdomsklub med sin veninde - den 13-årige pige, der mandag aften også blev tilbageholdt af politiet - og den 17-årige drabssigtede dreng.
Mellem klokken 21 og 22 begyndte de unge at forlade ungdomsklubben, og i den forbindelse mistede de to 13-årige veninder kontakten til hinanden.
- Veninden til den dræbte blev bekymret og begyndte selv at lede efter den nu afdøde, og under sin søgen stødte hun på den 17-årige, som hun kender, fordi han havde været kærester med den dræbte, fortæller Frank Olsen.
Mor ringede 112
Den 17-årige gik med og hjalp med at lede efter den 13-årige pige, og undervejs ringede veninden til den dræbtes forældre.
Forældrene sluttede sig til de to teenagere i søgen efter deres datter, og de ledte både sammen og hver for sig.
Kort efter klokken 22 fandt de hende hårdt kvæstet ved varmeværket og slog alarm. Det var moren, der klokken 22.12 ringer 112, oplyser Frank Olsen.
17-årig i grundlovsforhør
Den 17-årige dreng og den 13-årige veninde var også ved varmeværket, men forlod efterfølgende stedet.
De blev begge senere anholdt på en adresse i Hjallerup, hvor de begge var til stede.
Den 13-årige veninde er siden blevet løsladt, og politiet oplyser, at hun ikke har noget med drabet at gøre. Vicepolitiinspektør Frank Olsen fortæller, at den 13-årige pige blev tilbageholdt, fordi hun blev truffet sammen med den 17-årige på en adresse i Hjallerup.
Den 17-årige er sigtet for drab og blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag.
Tidligere kærester
Frank Olsen ønsker ikke at komme ind på, hvilke beviser, der peger på den 17-årige eller de øvrige nærmere omstændigheder omkring drabet.
Men han oplyser, at et muligt motiv til drabet kan findes i relationen mellem offer og den formodede gerningsmand:
- De har haft et kæresteforhold, som for kort tid er ophørt, siger han.
Mobil politistation
Efterforskningen af sagen kommer til at køre på højtryk hen over de næste mange dage, hvor hver en sten skal vendes, så alle de nærmere og relevante omstændigheder kan blive belyst, oplyser vicepolitiinspektøren.
- Der er tale om en dybt ulykkelig hændelse, hvor en kun 13-årig pige har mistet livet. Vi er fuldt ud klar over, at borgerne i Hjallerup er vågnet op til en meget tung og anderledes tirsdag - hvor både spørgsmål, frustrationer og utryghed vil melde sig. Vi har allerede i nattens løb været i dialog med forskellige instanser, herunder en leder på Hjallerup Skole, hvor den dræbte var tilknyttet, siger Frank Olsen om sagen.
Nordjyllands Politi vil iværksætte tryghedsskabende tiltag i Hjallerup hen over de kommende dage, herunder vil den mobile politistation, der vil være ved Netto tirsdag mellem klokken 10 og 13 og igen mellem klokken 16 og 19.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.