Politi

Efter stor anholdelsesaktion: Politiet vil forsøge at få fængslet syv mænd fra GT-gruppen

Hele syv mænd fra Aalborgs kriminelle miljø blev anholdt i en storstilet politiaktion tirsdag aften

De syv mænd fra GT-gruppen i Aalborg blev anholdt under en stor politiaktion i Dronninglund tirsdag aften.
De syv mænd fra GT-gruppen i Aalborg blev anholdt under en stor politiaktion i Dronninglund tirsdag aften. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 12:29

DRONNINGLUND/AALBORG: Politiet vil i løbet af onsdag forsøge at få syv unge mænd fra den såkaldte GT-gruppe i Aalborg varetægtsfængslet efter en storstilet politiaktion tirsdag aften.

Her slog politiet talstærkt til mod en adresse i Dronninglund, hvor politiet havde fået efterretninger om, at to mænd, der siden marts har været efterlyst for et knivstikkeri på gågaden Algade i Aalborg, kunne opholde sig.

Siden knivstikkeriet i gågaden har politiet ledt efter de to formodede gerningsmænd. Politiet har hele tiden kendt identiteten på mændene, som alligevel har formået at holde sig skjult.

Og noget tyder på, at jorden har brændt så meget under deres fødder i Aalborg, at de har holdt sig skjult i huset i Dronninglund, forklarer politikommissær Kenneth Rodam.

Hvem er GT-gruppen?

GT står for Grønlands Torv, og grupperingen har fået deres navn efter området i Aalborg

GT-gruppen består nemlig af unge mænd med tilknytning til Grønlands Torv. De fleste bor i området eller er vokset op i og omkring Grønlands Torv

Gruppen har siden 2020 gjort sig bemærket ved at være involveret i flere voldelige sammenstød med andre kriminelle på åben gade i Aalborg. Ved flere af sammenstødene er der blevet brugt kniv, og i et enkelt tilfælde også skydevåben

Gruppen ernærer sig ved narkohandel - især hash

Personerne i gruppen har stærke bånd. Flere er i familie eller har kendt hinanden hele livet

Gruppen består hovedsageligt af unge mænd i de sene teenageår og i 20'erne

GT-gruppen er ikke klassificeret som en egentlig bande, da gruppen er løst organiseret uden en egentlig ledelse. Gruppens navn er heller ikke officielt, men et arbejdsnavn, som politiet har givet den

Genkendt som GT'er

En af de eftersøgte - en 26-årig mand - blev anholdt på adressen, men den anden eftersøgte var ikke på stedet. Men aktionen resulterede alligevel i, at seks andre - alle med tilknytning til GT-gruppen - også blev anholdt.

Den første var en 21-årig mand, der forsøgte at stikke af fra huset, da politiet kom. Han havde en 9 mm skarpladt pistol på sig. Og mens politiet stadig var på adressen, fik betjentene øje på fem andre mænd, der kom kørende i en bil. 

De blev alle genkendt som en del af GT-gruppen og blev derfor stoppet. Og de blev alle blev fundet i besiddelse af knive og to af dem havde peberspray.

Tre grundlovsforhør

Derfor bliver de syv mænd fremstillet i tre forskellige grundlovsforhør.

Den 26-årige eftersøgte bliver sigtet for grov vold i forbindelse med knivstikkeriet i Algade 2. marts. 

Den 21-årige bliver sigtet for straffelovens bestemmelse om ulovlig våbenbesiddelse.

De øvrige fem mænd var ikke inde i huset på Dronninglund, men politiet vil alligevel forsøge at få dem varetægtsfængslet, sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven.

- Det samlede omstændigheder og deres historik gør, at vi mener, at der er noget i gære, siger Kenneth Rodam.

Politikommissæren understreger, at efterforskningen mod de syv personer fortsætter efter tirsdagens aktion. Blandt andet skal der foretages en række undersøgelser i huset i Dronninglund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden