Efterforskningsleder åbner op om Gravenshoved: I dag ville sagen være en anden
Tiden var en anden, og det samme var reglerne
NORDJYLLAND: Det var ikke en helt uventet melding oven på den lange efterforskning af Gravenshoved Kostskole.
En række tidligere elever fortalte både kommunen, pressen og politiet om fysiske og psykiske overgreb begået mod dem af personalet på skolen, der kørte frem til starten af 1990’erne.
Syd- og Sønderjyllands Politi endte også med at efterforske omkring 150 sager, men ingen af dem kommer videre i retssystemet. Sagerne er nemlig forældede.
- Alt, hvad vi har efterforsket, er forældet. Det betyder ikke, det ikke er sket. Der er bare nogle regler i retsplejeloven, man er nødt til at rette sig efter, forklarer efterforskningsleder Kent Brynielsen.
Ud over selve forældelsen forklarer han desuden, at forståelsen af voldsparagraffen har ændret sig over årene. Der kan have været handlinger, der ikke ville blive set som strafbare dengang, men som ville være det i dag.
Konkret blev der i april 2019 indført en ny lov om psykisk vold, som måske ville kunne være benyttet, hvis eleverne havde fået samme behandling i dag.
- Mange af de ting, jeg har hørt, de forurettede har snakket om, har været nedladende adfærd. Jeg ved ikke, om det var strafbart i forhold til voldsparagraffen, men man kunne i dag måske samle den op under paragraffen for psykisk vold; altså den her systematiske, nedladende adfærd, som mange af eleverne har været udsat for.
Hvorvidt anklagemyndigheden i det hypotetiske scenarie ville kunne føre en sag, ønsker Kent Brynielsen ikke at udtale sig om. Det er juristerne, der vurderer det, fortæller han.
- Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
- Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
- Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
- I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
- Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
- Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
Der er sket noget
Til trods for alle sagerne, også dem, der handler om seksuelle forbrydelser, er forældede, er politiet alligevel gået til efterforskningen som sædvanlig.
- Vi har efterforsket alle sager, som vi ville have gjort i dag. Der er bare det, at de er forældede, så der rejses ikke tiltale i dem. Men det gør jo ikke, at det ikke er sket, siger efterforskningslederen.
Han afviser desuden, at sagerne skulle være henlagt, fordi der ikke er tilstrækkeligt indhold i dem til at sende dem videre over til anklagemyndigheden.
- Når vi har hørt beretningerne fra de forurettede, er jeg ikke i tvivl om, at der er sket noget på den her skole. Uanset om det er forældelsesreglerne eller andet, der spænder ben, så er mit budskab til de forurettede, at vi har taget det seriøst, og at vi har hørt på hver enkelt, og at der er sket noget.
- Det, at vi så desværre ikke kan løfte det på grund af forældelsesregler eller andre gældende regler er selvfølgelig ærgerligt i den her sag.
Du kan høre hele historien om Gravenshoved Kostskole i Nordjyskes nye, store podcastserie "De tabte børns paradis", der udgives 5. januar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.