Ejer fandt selv sine stjålne træpiller: Forfulgte gerningsmandens efterladte spor

 <i>Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

VESTHIMMERLAND:Mellem fredag aften og lørdag morgen blev der stjålet tre og en halv palle træpiller samt en havetraktor fra et udhus på Vesterbro ved Gedsted, oplyser Nordjyllands Politi.

Da ejeren af udhuset opdagede tyveriet, fandt han spor i græsset fra et motorkøretøj. Han valgte så at forfølge sporet ud på vejen og helt hen til en adresse ved Gammel Ullits. Nordjyllands Politi blev kontaktet, og da de ankom til stedet, fandt betjentene ganske rigtig både havetraktor og træpiller.

Derudover fik Nordjyllands Politi en anmeldelse mandag morgen klokken 6.30 fra en morgenfrisk borger ved Farsø, som så, at der holdt en kassevogn med en trailer på nabogrunden.

Det undrede borgeren sig over, da naboen i øjeblikket er på ferie, så han gik over for at spørge, hvad kassevognen skulle på adressen.

Svaret lød, at de var håndværkere, som skulle i gang med noget arbejde. Men naboen havde ikke bestilt nogen håndværkere, så kassevognen forlod hurtigt stedet, oplyser Nordjyllands Politi, som formoder, at gerningsmændene var på jagt efter træpiller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.