En dræbt og tre kvæstede i alvorlig ulykke: Nu er 24-årig fører sigtet
Ifølge politiets undersøgelser kørte den 24-årige med høj hastighed og med alkohol i blodet
HJØRRING: Politiet mener, det var en kombination af spiritus og for høj hastighed, der var årsag til, at en 26-årig mand blev dræbt på stedet, og tre andre unge mænd blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke på Frederikshavnsvej mellem Hjørring og Sønderskov 30. oktober sidste år.
Derfor er den 24-årige mand, der førte bilen, nu blevet sigtet i sagen, oplyser politikommissær Lars Jensen, Nordjyllands Politi i Hjørring.
Politiets undersøgelser har vist, at den 24-årige kørte 140 km/t på strækningen, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t, og at han havde en promille over 1,2.
Og ifølge politiet er det altså grunden til, at den 24-årige mistede herredømmet over bilen, og kørte galt kort før klokken 00.30, fortæller Lars Jensen.
En række alvorlige sigtelser
Den 24-årige fører slap fra ulykken - som den eneste af de i alt fem unge mænd i bilen - uden alvorlige skader.
De tre mænd, der blev kvæstede i ulykken, er alle under genoptræning i øjeblikket. En af grundene til, at politiet først har rejst sigtelse nu er, at de tre passagers tilstand først skulle klarlægges.
Det har nemlig indflydelse på, hvad den 24-årige skulle sigtes for. Sagen er nu sendt til anklagemyndigheden med henblik på at tiltale den 24-årige for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse under skærpende omstændigheder.
Derudover vil han blive tiltalt for en række færdselsforseelser - blandt andet spirituskørsel og for at kørte for stærkt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.