Mia‑sagen

- Det er helt sikkert en af de sager, man aldrig glemmer

Torsdag blev der sat endeligt punktum i Mia-sagen

Mette Grith Stage har været forsvarer for den dømte 38-årige nordjyde i både by- og landsret.
Mette Grith Stage har været forsvarer for den dømte 38-årige nordjyde i både by- og landsret. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 15:45

- Så er sagen slut, sagde dommeren som de sidste ord i Vestre Landsret.

Torsdag faldt den endelige dom ved Vestre Landsret i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn i 2022. Her blev 38-årige Thomas Thomsen idømt forvaring på ubestemt tid.

For et år siden kom Retten i Aalborg frem til den samme konklusion, og dermed er dommen blevet stadfæstet ved landsretten.

En sag, man aldrig glemmer

Det blev også det endelige punktum i en sag, som forsvarer Mette Grith Stage har beskæftiget sig med i mere end to år, og selv for den erfarne advokat har det været svært ikke at blive påvirket.

- Selvom det her er et arbejde for mig, og jeg prøver at lægge det fra mig, når jeg går ud af retssalen, så er det klart, at en så tragisk, grusom og bestialsk sag som den her gør et indtryk på alle normale mennesker, så det har den også gjort på mig.

- Det er en af de sager, man aldrig glemmer. Den står meget stærkt på grund af forbrydelsens karakter, siger Mette Grith Stage.

Mette Grith Stage har forsvaret 38-årige Thomas Thomsen i både by- og landsret. Foto: Henrik Bo

Mange har haft en mening om, hvordan hun kunne få sig selv til at forsvare Thomas Thomsen i første omgang - selvom alle har ret til et forsvar.

- Jeg har den indstilling, at når man har valgt at være forsvarsadvokat, så er man forsvar for de klienter, der beder om, at man skal varetage deres interesser, hvis man har tiden og kompetencen.

- Og så handler det om, at man prøver at abstrahere fra alt det frygtelige i sådan en sag og betragte det professionelt, ligesom andre sager jeg har været involveret i. Det har jeg en vis evne til, og hvis jeg ikke havde det, ville jeg nok ikke kunne klare det her job, fortæller Mette Grith Stage.

Den 38-årige nordjyde blev altså idømt forvaring og ikke de 16 års fængsel, som hun påstod i onsdagens procedure om strafudmålingen.

- Det er jo skuffende for min klient. Han havde håbet på at få 16 års fængsel, og det er også det, jeg har arbejdet for, at han skulle få. Så når klienten er ærgerlig, så er forsvarsadvokaten selvfølgelig også ærgerlig, siger hun.

Beviser kan ikke gradbøjes 

Efter skyldskendelsen onsdag formiddag havde anklager, Emil Stenbygaard, den påstand, at Thomas Thomsen skulle idømmes lovens og landets hårdeste straf - fængsel på livstid.

Men landsretten valgte i stedet at læne sig op ad byrettens dom og Retslægerådets anbefaling om forvaring, hvor det blev vurderet, at den 38-årige nordjyde udgør en nærliggende fare for andre.

- Jeg kan kun være tilfreds med, at man følger byrettens afgørelse. Det siger noget om, at de beviser, der har været fremlagt, ikke kan gradbøjes. At dem, der har haft mulighed for at pådømme det, er nået til det samme resultat, understreger, at det er det rigtige, mener anklageren.

Emil Stenbygaard mener, at stadfæstelsen har understreget, at resultatet om forvaring er det rigtige udfald. Foto: Henrik Bo

Derfor er han altså overordnet tilfreds med sagens udfald, og at der er kommet en ende på sagen.

- Jeg er meget tilfreds med, at en så uhyggelig sag nu har nået sin afslutning, og at landsretten har idømt en ganske hård sanktion, siger Emil Stenbygaard.

Anklageren, der har beskæftiget sig med sagen i Vestre Landsret, har også selv været påvirket af sagen.

- Sagen har påvirket mig, som den har påvirket alle andre. Det er en ganske uhyggelig sag, som mange har været berørte af og føler stor identifikation med, så det er naturligt, at den gør et indtryk, fortæller han.

38-årige Thomas Thomsen er blevet varetægtsfængslet, indtil han skal afsone sin forvaringsdom.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden