Familiemedlem fængslet for drab på ung kvinde i Farsø
Tre år ældre familiemedlem til 24-årig kvinde skal bag tremmer sigtet for drabet på hende
Opdateret kl. 11:25
En 27-årig mand blev onsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Den unge mand var iført mørkeblåt joggingtøj, var spinkel og havde rødligt leverpostejsfarvet hår. Han blev ført ind i retssalen af to betjente.
Her satte han sig ned i stolen i midten af rummet og kiggede det meste af tiden ned i bordet.
Hans hænder var spændt fast til kroppen ved hjælp af et bælte med solide låse, der sad rundt om livet på ham.
- Han har stadig transportbælte på. Vi foretrækker at han beholder det på rent sikkerhedsmæssigt, sagde den ene betjent til dommeren, der straks henvendte sig til den sigtede selv.
- Det skal vi vel have af, skal vi ikke? Er du okay med at have det på?
- Det er okay, men jeg er ikke farlig eller noget, sagde han.
- Jeg tror, vi skal tage det af, sagde dommeren, hvorefter de to betjente låste hver sin lås op i bæltet og tog det af, før retten rigtigt gik i gang.
Er i familie
Den 27-årige er sigtet for drabet på den 24-årige kvinde, der tirsdag blev fundet livløs på en adresse på Nørregade i Farsø og er senere afgik ved døden.
Der er familiære relationer mellem den afdøde kvinde og den sigtede mand.
- Vi kan bekræfte, at der er tale om en familiær relation mellem den anholdte og afdøde, men kan ikke uddybe yderligere på nuværende tidspunkt, sagde politikommissær Carsten Straszek til Nordjyske tirsdag.
Den unge kvinde blev fundet livløs omkring klokken 08.30, og afgik ved døden kort efter ankomsten til sygehuset. Den 27-årige mand blev anholdt klokken 08.55 af Nordjyllands Politi.
Nørregade var afspærret tirsdag formiddag, hvor flere patruljebiler, politihunde, ambulance og lægebil var på stedet. Den anholdte mand blev ført væk i en såkaldt DNA-dragt.
Drab på ukendt måde
I retten onsdag morgen kom der heller ikke flere detaljer frem, og det tyder på, at politiet måske endnu ikke har det fulde overblik over, hvad der helt konkret er sket.
Da anklageren læste sigtelsen højt, fremgik det, at han er sigtet for at have slået den 24-årige kvinde ihjel på en "pt ukendt måde".
Den sigtede nægtede sig skyldig.
Herefter blev dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning.
Den 27-årige er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.
Dommeren vurderede, at der er begrundet mistanke om, at han som minimum kan have gjort sig skyldig i grov vold med døden til følge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.