Indbrudstyv taget med bilen fuld af tyvekoster

En 22-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for en række indbrud i Nibe-området

 <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto: Henrik Bo

NIBE:En 22-årig mand blev mandag eftermiddag taget på fersk gerning, da han var i gang med at bryde ind i en villa i Nibe. 

Tirsdag blev han så varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for en lang række indbrud i Nibeområdet.

Ifølge politiet var det en kort, intens efterforskning, der førte dem på sporet af indbrudstyven. Klokken 13 slog politiet så til, da manden var i gang med et indbrud i villaen i Nibe. 

- Gerningsmanden var ankommet til stedet i bil, og i den fandt vi tyvekoster fra flere andre indbrud i Nibeområdet, siger politikommissær Ulf Munch Sørensen.

Nordjyllands Politi mistænker den 22-årige for 16 indbrud flere steder i Nordjylland, hvoraf størstedelen altså er begået i Nibeområdet.

Men det er ikke kun Nibe, der har været plaget af indbrud den seneste tid. I Aalborg er især bydelen Hasseris hårdt ramt af indbrud.

Derfor opfordrer politikommissæren til, at borgerne er ekstra opmærksomme.

- Vi ser en del indbrud for tiden, og det kan helt sikkert betale sig at være opmærksom i sit nabolag. Derfor opfordrer vi også gerne til, at man hjælper hinanden aktivt ved at tilmelde sig Nabohjælp. Og ser man noget mistænkeligt, så ring til os på telefon 114, siger Ulf Munch Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.