Kendt for at køre spritkørsel - nu er han fængslet igen

En 32-årig mand er endnu engang sigtet for blandt andet spritkørsel og for at køre uden kørekort

 <i>Arkivfoto Bente Poder</i>

Arkivfoto Bente Poder

PANDRUP:En 32-årig mand fra Pandrup er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for blandt andet spritkørsel, trusler mod politiet og for at have kørt uden kørekort.

Det oplyser anklager Kristina Frandsen.

Manden blev fængslet, fordi det langt fra er første gang, at han står over for denne type sigtelser. Faktisk er han lige nu prøveløsladt fra en dom for netop spirituskørsel. 

Og de fleste af den 32-åriges lange række af færdselslovsforseelser er for spirituskørsel og for at køre bil, selvom han har fået frakendt kørekortet, fortæller Kristina Frandsen.

Satte sig til modværge

Om den 32-årig faktisk havde for meget alkohol i blodet, da han tirsdag aften blev standset af en patruljebil på Løkkenvej ved Pandrup, er fortsat usikkert.

For den 32-årige var på ingen måde samarbejdsvillig over for politiet. Da de to betjente ville have ham til at blæse i et alkometer, fordi de mistænkte ham for at køre spritkørsel, nægtede han kategorisk. 

Og da betjentene ville anholde ham, satte han sig - ifølge sigtelsen - til modværge, mens han truede betjentene verbalt.

Manden har derfor efterfølgende fået taget en blodprøve, der skal vise, hvor høj hans promille muligvis har været.

Sigtet: Det var en anden

Under grundlovsforhøret var den 32-årige dog ikke enig i politiets udlægning af sagen. Han nægter sig skyldig, og ifølge ham var det en anden person, der kørte bilen, og som stak af, da de blev standset, fortæller Kristina Frandsen.

Omvendt har betjentene forklaret, at de så den 32-årige kravle fra førersædet om på bagsædet, da bilen blev standset.

Den 32-årige kærede ikke varetægtsfængslingen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.