Kødtyve på anklagebænken: Fanget med favnen fuld af oksecuvetter
Tirsdag faldt dommen over to kødtyve, der har stjålet kød for over 10.000 kroner.
Har du også oplevet, at kødet er blevet låst væk i køledisken i dit lokale supermarked?
To af grundene til denne foranstaltning sad tirsdag på anklagebænken, tiltalt for at have stjålet kød for over 10.000 kroner i flere nordjyske supermarkeder.
Det drejer sig om to mænd fra Randers, der på gerningstidspunktet i 2023 var henholdsvis 35 og 26 år, og da de blev anholdt af politiet, var det bogstaveligtalt med favnen fuld af kød.
Det var dog kun den nu 27-årige, der var mødt op ved retten i Hjørring i tirsdags.
Begge havde nægtet sig skyldige, men de alligevel en dom på 50 dages betinget fængsel.
Den 27-årige modtog sin dom, som udover straffen også lød på en bøde på 6.000 kr. for at have kørt bil, mens han var påvirket af cannabis.
Den nu 36-årige har 14 dages betænkningstid, eftersom han ikke var til stede i retten.
Stjålet kød i flere byer
Tyverierne fandt sted den 27. juni 2023 i flere butikker og i flere nordjyske byer. Heriblandt i Sæby og Dronninglund.
Anklager Marie Klingenberg fortalte, at den 27-årige, der var den eneste fremmødte, afgav en forklaring om, at han intet kendte til tyverierne, men det troede retten ikke på.
De to mænd havde nemlig i løbet af dagen formået at stjæle i 10 oksestege, 42 oksecuvetter, to Redbulls og tre lammekøller.
Bagagerummet fyldt med kød
Den 36-årige var blevet pågrebet i en Meny i Sæby, og efter han blev afhørt, blev politiet opmærksomme på, at de skulle lede efter en bil, der havde hentet ham.
Da politiet fik bilen til standsning fandt de de to mænd og et bagagerum fyldt med kød og køleelementer.
I alt blev der konfiskeret 61 oksecuvetter, tre lammekøller og flere glas Nescafé Gold.
Hvorvidt tyverierne var med henblik på videresalg, kom ifølge anklager Marie Klingenberg ikke frem i retten.
Sagen skulle i første omgang have kørt som en tilståelsessag ved Retten i Randers, da begge mænd er fra det område, men da da nægtede sig skyldige, endte sagen i Nordjylland, hvor forbrydelserne havde fundet sted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.