Kraftig brand i villa: Var ved at sprede sig til naboen

Branden var tæt på at sprede sig til nabohuset 

Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 15:18

AALBORG: En brand spredte sig hurtigt, da den fik fat i en villa i Gistrup søndag ved middagstid. 

Det oplyser indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl.

Branden opstod ved redskabsskuret, hvor flammerne hurtigt fik fat. Herfra gik det stærkt. 

Flammerne spredte sig til den nærliggende carport, hvor familiens bil holdte. Både bil og carport blev offer for branden. Samtidig spredte branden sig til selve huset, hvor familien opholdte sig. 

Nordjyllands Beredskab nåede at holde branden til en mindre del af huset. 

- En tredjedel af villaen er brændt væk, hvor taget er styrtet nedover, siger indsatslederen. 

Resten af huset er kraftig sod- og røgskadet.

Nabohuset

Nordjyllands Beredskab mødte op i Gistrup med flere slukningstog. Det var nødvendigt for at stoppe den hurtige brand. 

- Branden var ved at sprede sig over til naboens carport, men det fik vi stoppet, inden det nåede så vidt, siger indsatsleder Anders Brosbøl. 

Søndag klokken 13.30 er beredskabet i gang med efterslukningsarbejde og for at redde ejendele ud af det brandskadede hus. 

Havearbejde 

Nordjyllands Politi var ligeledes til stede ved branden i Gistrup. Her er meldingen, at branden kan være opstået i forbindelse med havearbejde. 

- De første meldinger lyder på, at branden formentlig er opstået efter brug med ukrudtsbrænder, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen.

Fra ukrudtsbrænderen fik den altså fat i først skur, sidenhen carport, bil og huset. 

Der er ikke sket personskade i forbindelse med branden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden