Løj, bedrog og tryllede vin til vand i Nordjylland: Nu er der nyt i sagaen om den mystiske kvinde med den tunge kuffert

Berygtet norsk svindler lavede numre fra Mors til Hirtshals - nu tilføjes nye afsnit til den berømte podcast "Kvinden Med Den Tunge Kuffert"

Her på Mikkelsbakke Refugium i Tæbring udførte Kvinden Med Den Tunge Kuffert ét af sine svindelnumre i 2016 - men det var langt fra første gang, hun svindlede i Nordjylland. <i>Arkivfoto</i>

Her på Mikkelsbakke Refugium i Tæbring udførte Kvinden Med Den Tunge Kuffert ét af sine svindelnumre i 2016 - men det var langt fra første gang, hun svindlede i Nordjylland. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Da hun ankom til Mikkelsbakke Refugium på Mors i 2016, hed hun Maria Hansen. En norsk tidligere sygeplejerske og lægefrue, mor i en sammenbragt familie med syv børn, der havde søgt skilsmisse fra sin voldelige, alkoholiserede ægtemand og som stod midt i sit livs krise efter et længere kræftforløb.

Forstanderparret Kirsten og Henrik Mørch-Nielsen på refugiet følte straks medlidenhed med den fortvivlede kvinde og åbnede dørene for hende, ja sågar kørte Henrik Mørch-Nielsen ud og hentede hende på rutebilstationen i Nykøbing, da hun ankom med bussen fra Skive.

Det eneste, Maria Hansen havde nået at få med sig i flugten, var en stor, tung rullekuffert.

Der var bare det problem, at det hele var løgn. 

Maria Hansen var ganske rigtig norsk, men hendes navn var i virkeligheden Marie Madeleine Larsen, og hun var seriesvindler.

Fra det øjeblik, hun satte fod på Mikkelsbakke Refugium, udfoldede Marie Madeleine Larsen et ugelangt svindelnummer, hvor hun undervejs i ly af natten tømte forstanderparrets barskab og fyldte flaskerne op med vand, inden hun tog flugten med hjælp fra provst Mette Moesgaard Jørgensen i Nykøbing - som hun i øvrigt også havde ført bag lyset med farverige løgne om Mikkelsbakke Refugium og folkene der.

Men Marie Madeleine Larsens nordjyske eskapader var startet længe, inden hun satte fod på Mikkelsbakke Refugium. I podcasten hører vi også om et svindelnummer, hun udførte i Hirtshals tilbage i 2006, hvor hun spillede folkekirken og baptistkirken i fiskerbyen ud imod hinaden.

Og så fik hun i øvrigt graveren på den lokale kirkegård til at grave et hul til begravelsen af hendes nyligt afdøde søn, som skulle ankomme i sin kiste med færgen fra Norge for at blive stedt til hvile i nordjysk muld.

Men sønnen i kisten dukkede aldrig op. Han har med stor sikkerhed aldrig eksisteret.

Marie Madeleine Larsen forsvandt, da hun fuppede en venlig sjæl til at køre sig en tur til Aalborg, hvor hun også lige skulle låne 2000 kr., angiveligt til en ny frakke til sønnens begravelse.

Sådan levede hun sit liv, og således var hun i fuld sving med at bedrage en række refugier og klostre, da podcasten Third Ear, med Krister Moltzen og Tim Hinman i front, kom på sporet af hende i 2016.

I syv afsnit optrevlede de sagen om "Kvinden Med Den Tunge Kuffert" og brød podcast-lydmuren på et niveau, der var hidtil uset på dansk skala.

I 2017 modtog Third Ear Kronprinsparrets Stjernedryspris, og siden har de udgivet mange flere succesfulde podcastserier som Cyanidmanden, Ringbindsattentatet og Worms Skat.

- Kvinden Med Den Tunge Kuffert er vores største hit til dato, og det er den, folk vender tilbage til. Den er hørt dobbelt så mange gange som den næstmest-populære serie, vi har lavet. Oprindeligt havde den 650.000 lyttere pr. afsnit, og det var tilbage i 2016, så det tal svarede til, at alle, der havde hørt en podcast i løbet af en uge, havde hørt Kvinden Med Den Tunge Kuffert, siger Krister Moltzen.

I 2022 døde Marie Madeleine Larsen i Oslo, 64 år gammel. Dermed har hun begået sit endegyldigt sidste svindelnummer, og i sommeren 2022 udgav Third Ear yderligere tre afsnit om hende under titlen "Kvinden Med Den Tunge Kuffert: Det Sidste Kapitel" til sine abonnenter. De bliver nu tilgængelige for offentligheden torsdag 19. januar.

- Jeg er uendeligt fascineret af hende, og det er lytterne også. Og når nu, der er kommet nye ting frem i lyset, er der ingen grund til at gemme på dem. Podcast er et fantastisk medie på den måde, at man altid kan tilføje et kapitel mere. Det er ikke en bog, der har en sidste side, eller en film, der ender i rulletekster, siger Krister Moltzen.

"Det Sidste Kapitel" beskæftiger sig blandt andet med Marie Madeleine Larsens sidste tid.

- De sidste par år af sit liv stoppede hun helt med at svindle. Faktisk betalte hun nogle af de svindlede penge tilbage, og vi forsøger at blive klogere på, hvad der fik hende til at ændre holdning, siger Krister Moltzen.

I første omgang var Det Sidste Kapitel begrænset til tre afsnit, men for nylig har Third Ear besluttet at føje endnu to afsnit til sagaen.

Her dykker Krister Moltzen ned i nogle af de mange nye henvendelser, som Third Ear fik om Marie Madeleine Larsen, efter podcastserien om hende var færdig.

- Blandt andet har vi opdaget en helt ny type svindelnumre, som vi ikke vidste, at hun benyttede sig af, siger Krister Moltzen.

Hvorvidt, der med de to nye afsnit er sat endeligt punktum i sagen om Kvinden Med Den Tunge Kuffert, er dog ikke endegyldigt lagt fast:

- Jeg må se, om jeg er færdig nu. Jeg tør efterhånden ikke love noget længere. Det bliver ved, fordi vi nærmest er blevet et centrum for historier om hende. Vi har fået så mange henvendelser fra folk, der bliver ved med at føje nye brikker til puslespillet om mysteriet om hende, tilføjer Krister Moltzen.

De tre første afsnit af "Kvinden Med Den Tunge Kuffert: Det Sidste Kapitel" bliver tilgængelige for offentligheden fra 19. januar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.