Mand ramt af skud fra luftgevær - men han vil ikke tale med politiet
Politiet regner ikke med, at den ramte har fået alvorlige skader.
Opdateret kl. 15:14
Hvad der tyder på at have været en uoverensstemmelse mellem to personer endte tidligt lørdag aften med, at en mand først truede og derefter skød en anden mand med et luftgevær.
Det fortæller vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.
Anmeldelsen kom lørdag klokken 17.36, da en beboer fra Ålbæk kontaktede politiet.
Her forklarede han, hvad der ifølge ham var sket, da en anden mand besøgte ham.
Da den besøgende kom, blev de to parter uenige om noget. Politiet ved stadig ikke, hvad diskussionen har drejet sig om.
Men det kan konstateres, at manden, der boede på adressen, først truede den anden mand med et luftgevær og bagefter skød ham.
Det vides ikke, hvor på kroppen eller hvor alvorligt manden er skadet af skuddet. Politiet går dog ikke ud fra, at det er alvorligt, da manden, der blev ramt, ikke har ønsket at tale med politiet efterfølgende.
Efter det affyrede skud forlod den ramte mand adressen i Ålbæk igen.
De to personer kendte hinanden forud for hændelsen.
Politiet skal nu undersøge, hvad der er op og ned i sagen, men vagtchefen understreger, at ingen udefrakommende har været i fare ved affyringen af skuddet, eller at sagen skulle have nogen som helst relation til bandekriminalitet.
Ifølge vagtchefen har manden, der blev ramt af skud, hverken rettet henvendelse til læge, skadestue eller altså politiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.