Mand slukkede brand - og får en bøde

Hvert år er der særligt en ting, husejere skal passe på, advarer indsatsleder

Ukrudtsbrændere er alt for ofte skyld i brande, så man skal tage sig i agt og være forsigtig, når de uønskede grønne vækster fjernes med ild. Arkivfoto: Grete Dahl <i>Arkivfoto: Grete Dahl</i>

Ukrudtsbrændere er alt for ofte skyld i brande, så man skal tage sig i agt og være forsigtig, når de uønskede grønne vækster fjernes med ild. Arkivfoto: Grete Dahl Arkivfoto: Grete Dahl

TRANUM:Ejeren af en landejendom på Fosdalvej nær Tranum agerede resolut og slukkede lørdag den brand, der var ved at få fat i en trælade på ejendommen.

Men da det også var ham selv, der havde arbejdet med den ukrudtsbrænder, som antændte branden, har Nordjyllands Politi sigtet ham for overtrædelse af beredskabsloven, og derfor kan manden vente at blive præsenteret for en bøde.

Det oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.

Kl. 15.14 blev der slået alarm til 112, og det var ikke kun politiet, der rykkede ud til adressen. Det samme gjorde brandfolk fra Nordjyllands Beredskabs station i Brovst.

- Men ilden var stort set slukket, da vi nåede frem. Manden havde handlet snarrådigt og stod med vandkander og hældte vand på soklen, da vi kom, oplyser indsatsleder Per Hansen fra Nordjyllands Beredskab.

Selv om der blev grebet hurtigt ind, så er der sket skader på ladebygningen i træ.

- Men minimalt i forhold til, hvad det kunne have været, siger indsatslederen og slår et slag for, at folk skal omgås ukrudtsbrændere med respekt og forsigtighed.

- Selv om der har regnet, er det altså stadig tørt udenfor. Folk skal være påpasselige, fastslår Per Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.