Politi

Røvet og stukket med kniv: - Det er ikke et tilfældigt overfald

To yngre mænd er anholdt efter groft røveri i Kærby natten til torsdag


Opdateret kl. 20:26

Opdateret klokken 11.10 med nye oplysninger fra politiet.

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år blev natten til torsdag anholdt og sigtet for særligt groft røveri i forbindelse med et alvorligt knivstikkeri på Davids Alle i Aalborg. 

De to mænd fremstilles klokken 13 torsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg med krav om varetægtsfængsling.

Politiet fik en anmeldelse om knivstikkeriet i en lejlighed på Davids Alle i Kærby klokken 01.21.

- Da anmeldelsen kom, lød det på, at der var husspektakler på Davids Alle, og at en mand var blevet stukket med en kniv, oplyser vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi. 

- Vi suser derud med alt, hvad vi har til rådighed, og finder en person, der er blevet stukket og har brug for hjælp. Han bliver kørt med ambulance til sygehuset, hvor han bliver behandlet, supplerer Thomas Ottesen.

Det viste sig, at det 20-årige offer var blevet stukket to gange med kniv og frataget sine ejendele, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

To mænd anholdt

Efter overfaldet fik politiet ret hurtigt et tip om, at to personer var set løbe fra stedet.

- Dem eftersøgte vi i nærområdet, og de blev anholdt en lille halv time efter, siger vagtchef Thomas Ottesen.

Da de to mænd blev anholdt kort efter klokken 02, blev der både fundet stikvåben og stjålne effekter i deres besiddelse.

Ikke en del af bandekonflikten

Ifølge lederen af efterforskningen, politikommissær Kenneth Rodam, var der tale om et opgør i det kriminelle miljø.

- Der er tale om personer, som er kendt i det kriminelle miljø og alle parter har en indbyrdes relation. Der er således ikke tale om et tilfældigt overfald. Som vi ser sagen lige nu, er røveriet ikke en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg, udtaler han i pressemeddelelsen.

Politiet ser stadig med stor alvor på røveriet, da der er tale om et groft overfald.

Beboere skal ikke bekymre sig

Politiet vil være til stede i området for at sikre tekniske spor, og de vil også gerne tale med alle, der måtte have set noget.

- Vi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der har oplevet noget i området omkring Davids Alle, i tidsrummet før og efter klokken cirka 01.20. Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner.

Han understreger dog, at selvom de er tilstede i området, skal beboerne ikke bekymre sig.

- Selvom det er en voldsom hændelse, er der ikke grund til at områdets beboere skal bekymre sig unødigt, da det er foregået i et lukket miljø og har karakter af et personligt opgør.

Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden