Mia‑sagen

Mentalundersøgelse: 38-årig viser tegn på psykopati og er farlig

38-årig er opvokset under gode forhold, men vurderes til at være så farlig, at han skal i forvaring

Den 38-årige er farlig og bør i forvaring, vurderer Retslægerådet
Den 38-årige er farlig og bør i forvaring, vurderer Retslægerådet Ritzau Scanpix

Opdateret 29. juni 2023 kl. 07:59

AALBORG: Der var overhovedet ingen reaktion fra den 38-årige, da retsformanden læste skyldkendelsen op, og han blev fundet skyldig i det makabre drab, voldtægtsforsøg og partering af Mia Skadhauge Stevn.

Efter skyldkendelsen læste anklager Mette Bendix en supplerende retspsykiatrisk erklæring op. 

Her var konklusionen fra Retslægerådet, at den 38-årige udgør en så stor fare for andre, at forvaring er påkrævet.

Mentalundersøgelsen har vist, at den 38-årige udviser klare tegn på psykopati med forstyrrende personlighedsstruktur – bl.a. med mangel på anger, empati og ansvarsfølelse.

Og sammen med de forhold, han nu er fundet skyldig i, så finder Retslægerådet, at der er en nærliggende fare for, at Thomas Thomsen begår ny personfarlig kriminalitet, og derfor anbefaler rådet en forvaringsdom.

Det fremgår også af mentalundersøgelsen, at den 38-årige ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket og heller ikke, da undersøgelsen blev lavet.

Opvokset under gode forhold

Af erklæringen fremgik det også, at den dømte drabsmand er opvokset under gode vilkår og har gennemført folkeskolen og HTX. Efter en militærkarriere blev han i 2019 uddannet elektriker. 

Den 38–årige har ingen børn eller kæreste, men har nær kontakt til sine forældre.

Han har intet misbrug af alkohol eller stoffer og har aldrig været i kontakt med det psykiatriske system.

Anklager Mette Bendix oplyste allerede på første retsdag, at hun ville gå efter en livstidsdom eller subsidiært en forvaringsdom.

Det forventes, at der afsiges dom torsdag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden