Mystisk benzin-tyveri fra flere personbiler
- Det er ikke noget, vi ser så ofte, lyder meldingen fra lokalpolitiet
Opdateret kl. 10:01
Lokalpolitiet i Thisted har modtaget to anmeldelser om et mærkværdigt hærværk og benzintyveri fra to forskellige personbiler.
- Gerningsmændene har boret tre huller omkring benzindækslet, hvorefter man er lykkedes med at suge benzinen op fra tankene. Det er ikke noget, vi ser så ofte, fortæller politikommissær Henrik Jensen.
I det første tilfælde var en Renault Twingo parkeret på havnen i Nykøbing, hvor den tirsdag aften mellem kl. 20-23 blev offer for benzintyvene.
Også i Grønnegade i Nykøbing blev en Hyundai udsat for et identisk hærværk på et ukendt tidspunkt mellem tirsdag kl. 21.30 frem til onsdag aften.
- Indtil videre har vi fået to anmeldelser, men de forurettede mente, at der kunne være flere, der var blevet udsat for det samme, pointerer Henrik Jensen.