Nu har politiet fået rigeligt af slik-tyv: - Nok er nok
Over fem dage har tyv slæbt store mængder slik væk fra butik
Opdateret kl. 12:58
Opdateret med nye oplysninger om varetægtsfængsling og beløbsstørrelse kl. 12.55.
Nu har politiet fået nok.
Fredag formiddag bliver en 26-årig mand fremstillet i grundlovsforhør, fordi politiet ønsker at få ham fængslet.
Man har fået nok af hans slik-tyverier.
Indenfor de seneste dage har Lokalpolitiet i Frederikshavn fået en række anmeldelser om tyveri af slik fra den selvbetjente slikbutik, Guffen, i Danmarksgade i Frederikshavn.
Det er ikke småbeløb, der er stjålet for.
- Der er stjålet større mængder slik. På datoerne 5., 6., 7. og 8. oktober er der taget slik og så igen i forgårs, fortæller politikommissær Peter Skovbak.
Oprindeligt oplyste han, der var stjålet slik for over 20.000 kr., men det har efterfølgende vist sig at være for omkring 15.000 kr.
På baggrund af efterforskning anholdt politiet den 26-årige mand på en bopæl i Sindal torsdag. Det viser sig, han har en stribe andre sager hos politiet det seneste år. Nærmere bestemt 29 sager, hvoraf hovedparten er butikstyveri, oplyser Peter Stenbak.
- Så nu har vi valgt at sige, at nok er nok. Så ham vil vi bede retten om at fængsle efter regler om gentagelse. Vi ser et billede her af en adfærd, som ikke ser ud til at stoppe. Det kan borgerne ikke stå model til, lyder det fra politikommissæren.
Den 26-årige mand blev fremstillet for en dommer fredag formiddag og blev varetægtsfængslet i fire uger.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.