Retssager

Påkørte med vilje en bil: Fortrød og sagde undskyld

41-årig mand erkendte og undskyldte sin reaktion

Genrefoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 15:57

AALBORG: Det var af personlige årsager, at en nu 41-årig mand fra Jammerbugt så rødt, da han 31. maj 2022 i Vadum følte sig provokeret af fire unge mænd i en bil.

Og da han så rødt, var reaktionen med vilje at påkøre bilen med de fire unge mænd.

Det fremgik fredag i Retten i Aalborg, hvor den 41-årige stod tiltalt for forholdet, som gav buler i bilerne, men ikke personskade. Det oplyser anklager Dorte Kvist Knudsen fra Nordjyllands Politi.

- Der var personlige forhold, som gjorde, at han var i en meget presset situation. Den unge mand i den anden bil gav ham efter hans opfattelse fingeren, og det var nok til at trigge ham. Han var presset i situationen, siger hun.

Den 41-årige kendte ikke personerne i den bil, han efterfølgende påkørte flere gange. I den sad fire helt unge mænd på vej hjem fra skole, og anklageren fortæller, at føreren lige havde fået kørekort.

Sagen blev kørt som en tilståelsessag, og den 41-årige blev dømt for forsætlig fareforvoldelse.

- Han erkendte de ting, han var tiltalt for - altså at have påkørt en bil. Vi havde to af de unge mænd inde i retten, og han gav dem en undskyldning og beklagede sin opførsel, fortæller Dorte Kvist Knudsen.

Ejeren af den påkørte bil og tiltalte aftalte i en pause under retsmødet at tage kontakt for at få dækket de skader, bilen fik.

Den 41-årige blev idømt 40 dages ubetinget fængsel, frakendelse af førerretten i seks måneder samt konfiskation af den bil, han kørte i under påkørslen.

Gå til relaterede emner

Forsiden