Krimi

En kvinde er anholdt for at have dræbt en ældre mand

En kvinde er sigtet for at have dræbt en mand, hun var i en nær relation med. Drabet er sket i Frederikshavn.

En mand på 89 år er fundet død ved Frederikshavn, og politiet mener, der er tale om et drab. En kvinde på 69 år, der bor på samme adresse som den dræbte, er anholdt. (Arkivfoto).
En mand på 89 år er fundet død ved Frederikshavn, og politiet mener, der er tale om et drab. En kvinde på 69 år, der bor på samme adresse som den dræbte, er anholdt. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:51

En ældre mand blev onsdag fundet død under mistænkelige omstændigheder i Frederikshavn, og politiet efterforsker sagen som et drab.

Det oplyste Nordjyllands Politi onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

En 69-årig kvinde, som har en nær relation til den dræbte mand, er blevet anholdt.

- Vi fik relativt hurtigt mistanke til en 69-årig kvinde, som er en nær relation til nu afdøde og efter de indledende efterforskningsskridt, er hun nu sigtet for drab, siger politikommissær Peter Skovbak i en ny pressemeddelelse onsdag aften.

Nordjyllands Politi forventer, at kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Hjørring torsdag formiddag.

Ved torsdagens grundlovsforhør vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre. Sker det, vil offentligheden ikke kunne få nærmere indblik i politiets beviser, eller hvad kvinden eventuelt forklarer.

Politikommissær Carsten Straszek oplyste onsdag eftermiddag til Ritzau, at kvinden er bosiddende på adressen.

Han ville ikke uddybe nærmere, hvad deres relation var.

Manden, der blev 89 år, blev fundet død på en adresse på Sæbyvej ved Frederikshavn.

Ifølge pressemeddelelsen onsdag aften blev sagen anmeldt til politiet klokken 11.25, og den ældre mand var død, da den første patrulje ankom.

Mandens nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Peter Skovbak udtaler i pressemeddelelsen, at der dagen igennem har været en stor indsats på adressen.

Han forventer, at politiets teknikere vil være til stede resten af onsdag aften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden