Krimi

Storcenter evakueret efter fund af bombetrussel i indkøbsvogn

Østjyllands Politi modtog torsdag klokken 11.49 en anmeldelse om en bombetrussel mod Randers Storcenter.

Randers Storcenter er torsdag blevet evakueret på grund af en bombetrussel. Billedet er fra coronatiden, hvor centeret var lukket. (Arkivfoto).
Randers Storcenter er torsdag blevet evakueret på grund af en bombetrussel. Billedet er fra coronatiden, hvor centeret var lukket. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:56

Randers Storcenter blev evakueret torsdag ved middagstid på grund af en bombetrussel.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

- Vi tager det selvfølgelig altid meget alvorligt, når der er noget af den slags, og vi har iværksat en evakuering af alle personerne derinde, lyder det fra Anne Tiedemann fra Østjyllands Politis kommunikationsafdeling.

Politiet modtog anmeldelsen om bombetruslen klokken 11.49.

- Vi fik en anmeldelse fra noget personale, der havde fundet en skriftlig bombetrussel, siger Anne Tiedemann.

Politiet vil ikke oplyse yderligere om, hvor bombetruslen blev fundet.

Men ifølge chef for Randers Storcenter, Jacob Hald Christensen, blev den skriftlige bombetrussel fundet i en indkøbsvogn på parkeringspladsen, skriver Randers Amts Avis.

I truslen lød det, at der ville være en bombesprængning klokken 12, siger Jacob Hald Christensen til avisen. Der har dog ikke været en eksplosion på stedet, fortæller han.

I første omgang blev centret evakueret.

Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere, hvor mange personer der er blevet evakueret, men oplyser, at alle besøgende og medarbejdere er ude af centeret.

Omkring klokken 13.30 lød meldingen fra politiet, at man stadig var i gang med at undersøge, om der var sprængstoffer i centeret.

- Vi har fået tilkaldt de ressourcer, der er nødvendige - både i forhold til at holde det hele afspærret, men også hvis der er noget, vi skal reagere på, sagde Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi.

Det dækker blandt andet over politipersonale og bomberyddere.

Ifølge TV 2 Østjylland indgik sprængstofhunde også i undersøgelsen.

Ved 13.30-tiden vidste politiet endnu ikke, hvor længe Randers Storcenter ville være evakueret, eller hvor lang tid det ville tage at undersøge området.

Lidt efter klokken 17 oplyser centerchef Jacob Hald Christensen til TV 2 Østjylland, at der var tale om en falsk bombetrussel, og at centeret genåbner.

Randers Storcenter er 29.000 kvadratmeter og ligger i Paderup syd for Randers.

Der er knap 60 butikker i centeret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden