Stjal 7000 liter diesel fra garage
Opdateret kl. 13:20
Det har været et politimæssigt stille døgn i Thy-Mors området.
Dog har der været et mindre færdselsuheld i Thisted onsdag aften, hvor en 55-årig mandlig morsingbo påkørte en 43-årig kvinde fra Bedsted i rundkørslen ved Åsvej/Simons Bakke og Højmarken.
- Der skete kun lidt materiel skade, oplyser vagtchef Anders Bøje Hansen.
Han kan også berette om et tyveri af ikke mindre end 7000 liter dieselolie.
- Den anmeldelse kom torsdag morgen klokken 7.20. På et tidspunkt mellem tirsdag og torsdag har der været indbrud i en garage på en landejendom ved Nors. Der er fra et maskinhus blevet stjålet omkring 7000 liter dieselolie fra en tank. Samt en blå kompressor. Vi har allerede en idé om, hvem gerningsmændene er, fortæller vagtchefen.
Politiet har nemlig torsdag modtaget et tip om, at der kører en flok rundt i området og udgiver sig for at være asfaltarbejdere.
- De tilbyder asfaltarbejde rundt om i området - men vær gerne opmærksom på det. Det er ikke sikkert, at de har helt rent mel i posen, advarer Anders Bøje Hansen.
De kører i en hvid Volvo lastbil med hvide nummerplader foran og gule plader bagpå.
- Hvis nogen ser denne hvide Volvo køre rundt - og den har nummerplade AVI 2491 - må de gerne ringe ind på 114, runder vagtchefen af.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.