Uventet fund: Politiet fandt 29-årig mand og over 100 kilo narko ved tilfælde
En 29-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for besiddelse af store mængder narko
Opdateret kl. 19:18
Det var noget helt andet end narko, politiet ledte efter, da de onsdag ransagede en adresse i Aalborg Øst.
Men da de tog derfra, havde de beslaglagt over 100 kilo amfetamin, som altså ved et tilfælde blev fundet på adressen.
Torsdag blev en 29-årig mand så varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for - sammen med en anden medgerningsmand - at have været i besiddelse af samlet 127 kilo amfetamin.
Det oplyser anklager Mathias Petersen.
Hentede narko i Tyskland
Politiet var på adressen i Aalborg Øst i en anden politiforretning, rettet mod en anden mand.
Men på adressen var den 29-årige mand altså også, sammen med bunkerne af narko.
Politiet mener, at han - sammen med den anden mand - i perioden mellem marts til onsdag har hentet 84 ud af de 127 kilo amfetamin i Tyskland, hvoraf de allerede havde solgt otte kilo narko videre.
Grundlovsforhøret mod manden blev holdt for lukkede døre.
Men den 29-årige nægter sig skyldig i sigtelserne og ville heller ikke udtale sig under grundlovsforhøret, oplyser anklageren.