Tiltale: To mænd dræbte 27-årig efter bytur

Retssagen mod en 23-årig og en 24-årig mand begynder tirsdag. Her er de tiltalt for knivdrabet på en 27-årig mand efter en bytur i Jomfru Ane Gade

En 27-årig mand blev dræbt af knivstik efter en bytur i Aalborg. <i>Arkivfoto: Jan Pedersen</i>

En 27-årig mand blev dræbt af knivstik efter en bytur i Aalborg. Arkivfoto: Jan Pedersen

AALBORG:En 23-årig og en 24-årig mand ventede på en 27-årig mand uden for Zwei Grosse Bier Bar i Jomfru Ane Gade, fulgte efter ham og stak ham ihjel ved p-huset Q-park Ved Stranden.

Det er den anklage, de to mænd står over for, når retssagen mod dem begynder ved Retten i Aalborg tirsdag.

Her mener anklagemyndigheden altså, at mændene havde planlagt knivoverfaldet på den 27-årige, og at de havde til hensigt at slå ihjel. 

Drabet skete 12. november 2021 omkring kl. 04.30. Den 27-årige blev først væltet omkuld og sparket på, mens han lå ned, hvorefter han blev stukket med kniv flere gange i brystet og i lænden.

I en uge efter knivoverfaldet kæmpede den 27-årige for sit liv, men døde til sidst af sine kvæstelser.

De to tiltalte blev anholdt få timer efter knivstikkeriet - klokken 09.42 - på en adresse i det sydlige Aalborg. De har siddet varetægtsfængslet lige siden.

Motiv uklart

Ifølge politiet har der formentlig været et forudgående opgør tidligere på natten mellem den dræbte og de to tiltalte. 

Men det er stadig uvist, hvad der præcist er årsag til, at den 27-årige blev overfaldet på vej hjem fra byturen. Det er noget af det, som retssagen muligvis kan kaste lys over. 

En tredje mand var på et tidspunkt også en del af sagen. Han blev fundet såret foran Radisson Hotel sammen med den livsfarligt sårede 27-årige mand.

Ifølge anklageskriftet var den tredje mand sammen med de to tiltalte, og han var også med til at sparke til den 27-årige.

Men herefter skete der - ifølge anklageskriftet - noget der gjorde, at den tredje mand selv endte med at blive snittet af de to tiltalte.

Hvordan det hænger sammen, skal retssagen også forsøge at belyse.

Der er afsat seks retsdage til sagen, og der forventes at falde dom 1. februar.