Krimi

To personer kørt på traumecenter efter sammenstød nær Slagelse

Førerne af to biler er kørt på traumecenter, men ingen er i livstruende tilstand efter ulykke ved Dalmose.

To biler er søndag eftermiddag kørt voldsomt ind i hinanden ved Dalmose nær Slagelse.

Begge førere af de to køretøjer er kørt på traumecenter, mens de øvrige passagerer er kørt til undersøgelser på skadestuen.

Det oplyser Kasper Skotte, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- To køretøjer mødtes på en bakketop og ramte hinanden med den venstre front mod hinanden, siger vagtchefen.

Der befandt sig tre personer i den ene bil, mens føreren af den anden bil var alene i køretøjet.

Ingen af de i alt fire involverede er i alvorlig livstruende tilstand, vurderer vagtchefen.

Ulykken skete på Vemmeløsevej ved Dalmose, og anmeldelsen tikkede ind søndag klokken 14.48.

For få dage siden, torsdag den 28. august, skete et andet sammenstød i Dalmose - omend ikke det samme sted.

Her blev en mand fløjet på Rigshospitalet, efter at to biler kørte frontalt sammen på Sønder Bjergevej i Dalmose.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden