Tre år gamle beskeder førte politiet til 34-årig: Sigtet for levering af store mængder narko
En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet for levering af store mængder narko i Nordjylland
Opdateret kl. 16:19
En 34-årig mand fra Aalborg er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have leveret fire kilo kokain og mindst 421,5 kilo hash i Nordjylland.
Det oplyser anklager Kim Kristensen.
Leveringen af de store mængder narko skulle være fundet sted i starten af 2021. Det er samtaler på den krypterede tjeneste Sky ECC, der har ledt politiet på sporet af den 34-årige.
Og det er således også kommunikation på den krypterede tjeneste i januar og frem til marts 2021, der har ført til de konkrete sigtelser mod manden, oplyser Kim Kristensen.
Flere sager fra Sky
Det er langt fra første gang, at samtaler fra Sky ECC fører til anholdelse og senere domfældelse for handel med store mængder narko.
Dansk politi fik i 2020 og frem adgang til de ellers hemmelige samtaler vi Europol, efter at det var lykkedes fransk politi at knække koden og få adgang til samtalerne på tjenesten.
Tjenesten er for længst blevet lukket.
Den 34-årige forholdt sig ikke til sigtelserne under grundlovsforhøret, der blev holdt for lukkede døre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.