En anholdt og to fængslet efter tre balle-stik
Blev fremstillet i grundlovsforhør efter voldsepisode

Genrefoto: Bo Lehm
AALBORG:Tre mænd blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg i forbindelse med en episode i det østlige Aalborg natten til tirsdag, hvor to mænd blev overfaldet.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, oplyser anklager Linda Vestergaard.
Som Nordjyske skrev tirsdag, var der en voldsepisode, hvor en af mændene blev stukket med en spids genstand i balleregionen, med behandlingskrævende skader til følge.
Der er tale om tre mænd i alderen 23, 27 og 34 år.
- De nægtede at skulle have udøvet vold med kniv eller lignende, fortæller anklageren.
Efter grundlovsforhøret blev den 23-årige og 34-årige varetægtsfængslet i fire uger. De kærede ikke afgørelsen. For den 27-årige mand blev anholdelsen opretholdt indtil fredag.
- Så han er formelt set ikke varetægtsfængslet, forklarer Linda Vestergaard og tilføjer, at den 27-årige kærede afgørelsen.
Derfor har Nordjyllands Politi nu yderligere nogle dage til at undersøge sagen.
- Der er nogle ting, vi skal have efterforsket. Derfor bliver der muligvis et grundlovsforhør igen senere på ugen, fortæller efterforskningsleder Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.
Anholdt forskellige steder
Nordjyllands Politi efterforskede sagen i løbet af tirsdagen, og dette ledte til mistanke mod de tre mænd fra Aalborg. De blev anholdt på tre forskellige adresser i løbet af tirsdag eftermiddag og aften.
De tre mænd er sigtet for i forening at have begået kvalificeret vold efter straffelovens § 245.
Der er tale om to forskellige voldsepisoder, begået på Pontoppidanstræde i Aalborg, med kort mellemrum – lige over midnat, natten til tirsdag.
Knytnæveslag og stik
Den 23-årige og den 34-årige kom i bil kørende til stedet. Her henvendte de sig til en 24-årig mand, som efter en kort meningsudveksling blev tildelt et knytnæveslag i ansigtet. Efter denne episode kørte de formodede gerningsmænd fra stedet igen.
Den 24-årige forurettede ringede til en 22-årig kammerat, der gik over til stedet. Kort før kl. 01.00 kom den 23-årige og den 34-årige sammen med en tredje mand kørende tilbage til stedet.
De tre formodede gerningsmænd havde nu en kort meningsudveksling med den 22-årige, der efterfølgende blev tildelt nogle knytnæveslag og faldt om på jorden. Den 22-årige blev herefter tildelt et ukendt antal slag og spark på kroppen og i hovedet, ligesom han blev tildelt tre stik i balleregionen med en spids genstand. Herefter kørte de tre formodede gerningsmænd fra stedet igen.
- Der er ikke noget, der tyder på, at voldsepisoderne relaterer til øvrige konflikter i det kriminelle miljø. Der er umiddelbart tale om ualmindelig grov gadevold, siger efterforskningsleder Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.