Politi

Voldsparat gruppering bevæbnet med knive og pistol

Personer fra GT-gruppen har i flere år vist, at de er er voldsparate

Personerne fra GT-gruppen havde både pistol, knive og peberspray på sig
Personerne fra GT-gruppen havde både pistol, knive og peberspray på sig Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 18:30

AALBORG: Siden 2020 har GT-gruppen gjort sig bemærket ved at have været involveret i adskillige voldelige sammenstød med andre kriminelle på åben gade i Aalborg, hvor der i flere tilfælde er blevet brugt kniv - og i et enkelte tilfælde også skydevåben.

Anholdelserne tirsdag aften viste også, at personerne omkring GT-gruppen er forberedt på vold. En 21-årig mand havde en skarpladt pistol på sig, og hos fem andre mænd fandt man knive og peberspray.

Mange af de seneste års sammenstød er sket for øjnene af borgere, ligesom det var tilfældet 2. marts på gågaden Algade i Aalborg, hvor tre personer med tilknytning til GT-gruppen tilfældigt stødte på tre andre mænd, som de havde et kontrovers med.

Det førte dengang til, at en mand fra den anden gruppe blev stukket i brystet med kniv. Det er i denne sag, at politiet har ledt efter to formodede gerningsmænd, hvor den ene altså blev anholdt tirsdag aften i Dronninglund. 

En 24-årige mand er blevet dømt i sagen fra Algade. Han blev dømt for trusler, men ikke selve knivstikkeriet.

Tilfældige møder

GT-gruppen - der ikke betragtes som en egentlig bande, men en mere løst organiseret gruppering uden egentlig ledelse - har flere gang vist, at den er voldsparat.

Bande eller gruppering
  • Politiet bruger forskellige betegnelser for kriminelle miljøer. Nogle er bander, andre er grupperinger eller blot et netværk.
  • Men hvad er forskellen på de tre grader af kriminelle grupper?
  • Bander: 
  • En bande er f.eks. Hells Angels, Satudarah eller LTF. Altså et kriminelt miljø med et struktureret hierarki og formel ledelse og faste medlemmer. En bande har et officielt navn, som de både indadtil og udadtil signalerer med f.eks. rygmærker, logo og andre symboler.
  • Gruppe:
  • En gruppe har en løs struktur uden en egentlig ledelse og hierarki. Den består typisk af en kerne af personer, men omkring dem er der en række personer med en løs tilknytning. En gruppe har typisk ikke et officielt navn eller symboler. GT-gruppen er dog begyndt at adoptere navnet. 
  • Netværk:
  • Et netværk er personer, der har relationer til hinanden og som mere ad hoc arbejder sammen om kriminalitet. Her er der altså ikke nogen fast tilknytning til hinanden.
Nordjyllands Politi

I en lang periode lå GT-gruppen i direkte konflikt med en anden gruppe i Aalborg, som politiet døbte London Netværket, som mere blot var enkeltpersoner, der holdt sammen i konflikten med GT-gruppen.

Konflikten kom til udtryk offentligt, når personer fra de to grupper mødte hinanden på gaden. Det førte til knivstik, der blev brugt slagvåben og i nogle tilfælde også signalpistoler. 

I 2021 eskalerede konflikten, da personer fra GT lokkede to andre mænd i en fælde på Hadsundvej i Aalborg og skød mod deres bil.

London Netværket eksisterer ikke mere, og de seneste sammenstød har været resultatet af uvenskaber mellem enkeltpersoner fra GT-gruppen og andre kriminelle.

Hvem er GT-gruppen?
  • GT står for Grønlands Torv, og grupperingen har fået deres navn efter området i Aalborg.
  • GT-gruppen består nemlig af unge mænd med tilknytning til Grønlands Torv. De fleste bor i området eller er vokset op i og omkring Grønlands Torv.
  • Gruppen har siden 2020 gjort sig bemærket ved at være involveret i flere voldelige sammenstød med andre kriminelle på åben gade i Aalborg. Ved flere af sammenstødene er der blevet brugt kniv, og i et enkelt tilfælde også skydevåben.
  • Gruppen ernærer sig ved narkohandel - især hash.
  • Personerne i gruppen har stærke bånd. Flere er i familie eller har kendt hinanden hele livet.
  • Gruppen består hovedsageligt af unge mænd i de sene teenageår og i 20'erne.
  • GT-gruppen er ikke klassificeret som en egentlig bande, da gruppen er løst organiseret uden en egentlig ledelse. Gruppens navn er heller ikke officielt, men et arbejdsnavn, som politiet har givet den.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden