Danmark

Kristian vinder for meget: Slut med at gamble

Bookmakere lukker for adgang til spillere, der er for dygtige

Hvis spillere er for dygtige, kan de ikke få lov til at spille store beløb hos bookmakere. Foto: Scanpix
Hvis spillere er for dygtige, kan de ikke få lov til at spille store beløb hos bookmakere. Foto: Scanpix Scanpix Denmark

DANMARK: Sportsbettere som formår at slå danske bookmakere bliver systematisk begrænset, så de blot kan spille for rene håndører. Jurist fra Forbrugerombudsmanden siger, at begrænsningerne skal være ”rimelige.”

0 kroner. Så meget kan Kristian Kofod få lov at spille for hos bookmakeren Bet365, hvis han han finder et par attraktive badmintonkampe. Det er ikke noget enestående eksempel, da massive spillebegrænsninger er hverdagskost for dygtige sportsbettere i Danmark.

Det skriver onlinemediet BetXpert.

For selvom betting i Danmark aldrig har været større end lige nu, hvor du kan spille på tusindvis af markeder, så er spillefesten ikke for alle. Hvis du konsekvent slår bookmakerne, så bliver du de facto udelukket ved at få massive begrænsninger på dine indsatser.

Det skete således også for 21-årige Kristian Kofod, der vandt mange penge hos Bet365 på især badminton. Indtil de altså begrænsede hans indsatser.

- Så er det ikke helt så sjovt mere. Bookmakerne lader dig åbenbart kun spille, hvis du taber, siger Kristian Kofod til BetXpert.

Og det er ikke kun hos Bet365, han har de såkaldte limits. Han er begrænset ved stort set alle bookmakere, hvor han har konto.

På trods af at Kristian Kofod primært vinder sine penge på badmintonmarkedet, så er han også stærkt begrænset på store fodboldmarkeder som Champions League og tennisturneringer som Australian Open, der spilles i disse dage.

Måtte kun spille for 90 kr.

Eksempelvis kunne han blot sætte 90 kroner på en 1. runde-kamp i Australian Open til odds 2,10. For andre - ikke-limiterede spillere - kan der på lignende kampe spilles for i omegnen af 7.000 kroner.

Kristian Kofod får ikke selv nogen forklaring af bookmakerne, og han afviser, at han har forbrudt sig mod nogle regler.

- Nej, det mener jeg bestemt ikke, jeg har. Udover at jeg spiller, når jeg synes, at bookmakerne har sat deres odds forkert, siger han til BetXpert.

Da det danske spillemarked blev liberaliseret tilbage i 2012 fik også udenlandske bookmakere adgang til det danske spillemarked, hvis de vel og mærke fik en licens. Liberaliseringen har dog ikke hjulpet de sportsbettere, som rent faktisk formår at vinde. Er du for god, får du limits.

Det ærgrer Kristian Kofod, som mener der bør være plads til alle.

- Jeg synes, det er ærgerligt. Hvis man som jeg er en vindende kunde, så siger bookmakerne stop. Som spiller er det uforstående, siger han til BetXpert.

- Jeg synes, det ville være mere fair, hvis man fandt et minimumsbeløb, som alle kunne vinde, siger Kristian Kofod, der nu overvejer at begynde at spille hos bookmakere uden dansk licens.

BetXpert har bedt Bet365 om en kommentar, men de har ikke ønsket at udtale sig.

Rimelige krav

Hos Forbrugerombudsmanden ønsker man ikke at gå ind i den konkrete sag, men specialkonsulent Carsten Strøjer siger, at bookmakerne er i deres fulde ret til at limitere kunderne.

- Så længe det fremgår af vilkårene for de pågældende spil, så kan jeg ikke se, at limitering af udvalgte kunder i sig selv vil være i strid med markedsføringsloven. Det forudsætter dog, at det ikke er i strid med diskriminationslovgivningen (fx køn og religion), siger han til BetXpert.

Carsten Strøjer påpeger dog, at der altid er en ”rimelighedsbetragtning.” Dvs. at grænsen for limitering skal være ”rimelig.”

- Men jeg kan ikke sige, hvor grænsen skal sættes, siger han til BetXpert.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden