Kritik af letbanens afløser
Trafikforsker mener, at Aalborg Kommune skyder gråspurve med kanoner med BRT-løsningen
Opdateret kl. 09:19
AALBORG: Trafikforsker Anker Lohmann-Hansen mener, at Aalborg Kommune skyder gråspurve med kanoner, når man vil indføre en BRT-løsning i letbanens tracé.
- Jeg synes stadigvæk, at Aalborg har rakt efter stjernerne i forhold til den problematik, som rent faktisk eksisterer, og som er et kapacitetsproblem i nogle ganske få timer om dagen på en ganske bestemt strækning. I den øvrige kollektive trafik er der ingen kapacitetsproblemer og ingen strukturelle problemer, siger Anker Lohmann-Hansen.
Letbanen var betydeligt dyrere, men en BRT-løsning skyder stadig over målet, mener han.
- Hvis letbanen var en Big Bertha (kæmpe tysk kanon fra Første Verdenskrig red.), så er det her en ganske stor haubitser (artillerikanon red.) at sætte i værk for at løse problemet, siger Anker Lohmann-Hansen, der også peger på, at der kommer driftsomkostninger oveni anlægsomkostningerne.
Alt for dyr og voldsom
Han mener ikke, at kommunen på noget tidspunkt har lavet en trafikprognose, som afspejler virkeligheden.
- Hvis man ikke regner om og laver noget, der er mere realistisk i hele processen, så kommer man igen til at lave en løsning, der er alt for dyr og alt for voldsom i forhold til det problem, som man vil løse.
I stedet for en BRT-løsning foreslår Anker Lohmann-Hansen en mere kapacitetsstærk busløsning mellem universitetsområdet og bymidten
- Aalborg kører jo ikke med ledbusser, og det gør man stort set alle andre steder, hvor der er kapacitetsproblemer, og det burde man også gøre i Aalborg.
Desuden kunne man ifølge trafikforskeren lave et tracé til busserne fra Grønlands-kvarteret og ned ad Sohngårdsholmsvej uden at det ødelægger noget. Han foreslår en modificeret BRT-løsning, hvor man kører på det eksisterende vejnet, hvor det er dyrt at lave ændringer, og kører på et reserveret busspor, der hvor det ikke er ”voldsomt indgribende”.