Ældreforhold

Kritik af socialudvalgsformand

Pia Karlsen (V) mener ikke, at socialudvalgsformand Peter Nielsen (K) har gjort nok for at løse problemerne i ældreplejen i Skagen

Pia Karlsen skyder med skarpt mod socialudvalgsformand Peter Nielsen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen.
Pia Karlsen skyder med skarpt mod socialudvalgsformand Peter Nielsen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen. Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: På det seneste har ældreplejen været heftigt omdiskuteret. Den seneste udvikling kom med sagen om Anne Foldens svigermor, som angiveligt har haft en elendig tid på Drachmannsvænget i Skagen. En historie, som socialudvalgsformand Peter Nielsen (V) betragtede som frygtelig. Der er dog noget, som undrer byrådsmedlem Pia Karlsen (V). Hun mener, at socialudvalgsformanden har kendt til problemerne i ældreplejen i lang tid, men at han bare ikke har gjort noget ved det.

- Når man har været vidende om det her siden juni måned, så forstår jeg ikke, at man ikke har gjort noget undervejs i stedet for at sidde og vente på, at der kom en evaluering af det, siger Pia Karlsen og henviser til den evaluering af blandt andet leve-bo-miljøerne, som var en del af socialudvalgets møde 7. oktober.

- Jeg undrer mig over, at Peter Nielsen virker som om, at det er noget, han er helt uvidende om, og at det er skrækkeligt, at der sker sådan noget ude på centrene, selvom han jo godt ved, hvordan det ser ud. Der har jo været masser af henvendelser fra utilfredse borgere, siger hun.

- Venstre sagde nej

De betragtninger, som Pia Karlsen fremstiller er, ifølge Peter Nielsen, helt ude i hampen.

- Vi var udmærket klar over, at det var presset på området. I juni måned beder jeg socialudvalget om, at vi bevilger et ekstra beløb resten af året for at få sat ekstra kapacitet ind oppe i Skagen, og det sagde udvalget nej til. Vi kunne jo have lavet en ressourcetilførsel, men det kræver jo et flertal. Venstres folk i socialudvalget ville ikke gå med til det, siger Peter Nielsen.

Ifølge Pia Karlsen har det dog ikke nødvendigvis noget som helst med penge at gøre. Hun mener, at det er selve strukturen med leve-bo-miljøer, den er gal med.

- En struktur kan måske være god nogle steder, men den her virker tydeligvis ikke i Skagen. Det er naivt at tro, at det alene er pengene, der er problemet. Det er jo strukturen og den ledelsesstil der ligger i strukturen, der er problemet, hvis du spørger mig, siger hun.

Den får hun dog heller ikke Peter Nielsen med på.

- Det må stå for hendes egen regning. Jeg mener, at det i dette tilfælde er et spørgsmål om ressourcer, siger Peter Nielsen.

Take away

NORDJYSKE Stiftstidende skrev i torsdagens avis, at beboerne på plejehjemmet Drachmannsvænget bliver spist af med take-away-mad flere gange i ugen, på trods af at de efter indførelsen af leve-bo-miljøet skal have hjemmelavet mad hver dag.

Problemet er, at den medarbejder, der er ansat til at lave mad er langtidssygemeldt, og derfor er der ikke nogen til at lave mad. Det har betydet, at de øvrige medarbejdere på Drachmannsvænget har haft den ekstra tjans at skulle lave mad samtidig med, at de skulle passe de ældre. Og det undrer Pia Karlsen.

- Jeg kan kun ryste på hovedet. Hvis det er sådan virkeligheden ser ud, forstår jeg ikke, at man ikke har fundet en anden løsning. Det er da katastrofalt, at der for eksempel ikke bliver gjort rent, fordi personalet også skal bruge tid på at lave mad, siger hun.

Peter Nielsen mener dog ikke, at der er tale om en generel tilstand. Han har bedt om at få en redegørelse på sagen og vil, når han har fået redegørelsen, udtale sig om sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden