Kroppen som fjende

Celleundersøgelser kan nu vise, om du indtil nu har gebærdet dig på en hensigtsmæssig og sund måde. Kaffe er i moderate mængder sundt, men ellers ikke, eller hvordan var det nu det var. Og man ved forbavsende nøje, hvor mange der dør af hvad på landsplan og verdensplan. Undersøgelser viser. Det er videnskaben, der taler, en videnskab, der åbenbart har uanede ressourcer til at klarlægge allehånde risici ved næsten alting. Der er næsten ikke den madvare, der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet gjort til genstand for undersøgelse og er blevet gjort farlig i større eller mindre grad. Hvordan var det nu med brankede bøffer og røget flæsk. Videnskaben vil hævde, den oplyser, og det er jo et agtværdigt motiv. Oplysning er et positivt anliggende, et ord, der har fejret triumfer i den vestlige verden. Oplysning i stedet for overtro, - oplysning, der sikrede en rationel tilgang til verden. Væk med al formørkelse og dumhed. Vished skulle herske. Overtro skulle afsløres som det, den var. Ikke noget at være bange for, alt har en naturlig forklaring. Når vi kender reelle årsager, kan vi også gøre noget ved det Oplysningens smukke formål var at borteliminere eller formindske angst og nervøsitet, sikre at mennesker ikke faldt for ethvert fatamorgana. KUNDSKAB ER magt, et motto man stadig kan finde over nogle skolebygninger. Bacon levede ikke forgæves, og hans svar på spørgsmålet om videnskabens formål ville netop være at hæve de vankundige ud af mørkets sump, så de klartseende kunne møde verden. Når man hver dag konfronteres med alle disse undersøgelsesresultater omkring livsstil, mad og drikke, så er det fristende at spørge: Hvorfor gør netop denne nysgerrighed sig gældende? Hvilke interesser ligger bag? Hvad driver videnskaben til alle disse undersøgelser? For hvor målet for oplysning tidligere var at formindske nervøsitet og angst, så er resultatet af alle disse undersøgelser, at man forøger angst og nervøsitet. Højt blodtryk er farligt, men hvis du dyrker tilpas megen motion, så kan det nedsættes. Overvægt giver en stor risiko for diabetes 2, men hvis du holder dig til mager kost uden sukker, så mindskes risikoen betragteligt. Spis megen kost med rug, så er chancen for at få tarmkræft mindre. DET UHYGGELIGE er, at hver gang disse gode kost- og sundhedsråd formuleres, så fremmanes alle de ulykkelige konsekvenser, hvis man ikke følger dem. Med den ene hånd males fanden på væggen, med den anden rådgiver man ham væk. Det er lykkedes sundhedsvidenskaben og sundhedsindustrien, godt hjulpet af sundhedens interesseorganisationer, at gøre vores egen krop til fjenden. Eftersom kroppen kunne gå hen og blive syg, så er det den, der er den indre sikkerheds problembarn. Man kan ikke være forsigtig nok. Det er som om livet er for farligt til at leve og så alligevel for kostbart til at smide væk. Der er udviklet en risikokultur, hvor vi alle er blevet gjort til ofre, for næsten alt hvad vi indtager af mad og drikke kan være farligt. Sygdom opfattes i stigende grad som et permanent ledsagefænomen til sundheden, en evig tilstedeværende trussel, der skal overvåges uden ophør, bekæmpes og jages på flugt fra morgen til aften alle ugens syv dage. En kollektiv og individuel besættelse af beskyttelse. At forhindre, undgå, eliminere og bekæmpe, det er blevet sundhedsideologiens mantra. Det har sin pris. Jo mere livet skal sikres, desto mere invalideres og udsat bliver det. Den kendsgerning kan næppe redegøres for i videnskabelige termer, men nok i litterære. DEN SVENSKE forfatter Torgny Lindgreen har skrevet en lille novelle, "Ordet" hedder den. Den handler om Samuel, der har udviklet en panisk angst for sygdom. Han havde overbevist sig selv om, at sygdomme kom gennem øret og blev sået som et frø i det indre øre, så såre sygdomme blev nævnt. Derfor trak han altid albuerne op over ørerne og fingrene ind i dem, så såre en samtale kom i retning af sygdom. Samuel blev alligevel syg og derefter tog han ingen chancer. Han lukkede sig inde i ensomhed hele livet. Fortællingen bevæger sig i det ekstreme, men rammer en sandhed, som al god litteratur gør. Samuel gjorde sig til offer for alle potentielle muligheder for at blive ramt af sygdom, og endte i den ultimative selvoptagethed ved at isolere sig fra omverdenen. Og værre endnu. Samuels adfærd bekræfter, at et plaget menneske er det menneske, som søger at bevare sig selv. Først da hans liv var forbi kom han ud af sin selvvalgte isolation. Men en ting er den individuelle besættelse af sundhed. Den udvikler sig også kollektivt. De raske i riget har annammet ideologien, men mangler samtidig forståelse for at sundhed og forebyggelse har en klassemæssig dimension. Den pæne og oplyste og veluddannede middelklasse har svært ved at forstå, hvorfor deres syn på sundhed ikke vinder tilslutning fra alle sider. De har kastet sig ud i et korstog for at rense samfundet for alt, der kan true sundhed. Vel går de ind for den personlige frihed, men de definerer selv dens grænser. Når de møder modstand mod deres sundhedsinitiativer glemmer de det frisind, de ellers hævder at stå for. De bliver selvretfærdige og intolerante. De har svært ved at skjule deres foragt for folk, som stædigt nægter at se lyset, den slags mennesker, som bare ikke fatter en lyd af det hele. Foragt følges tæt af forargelse. Man skulle ikke tro det, men den indre missionske attitude er vendt tilbage i en nutidig iklædning. Se nu til de overvægtige, når oven i købet ikke alene uden blu fremviser deres deller men sandelig også står i supermarkedet og køber franske hotdogs til at gå hjem på. Kunne de ikke bare tage sig sammen. De er ikke noget rart syn. Og så koster de. Vi ved nok som skatteydere, at den slags mennesker er med til at få hospitalsudgifterne til at eksplodere. Og så er der rygerne, som åbenlyst ikke har styr på sig selv. Det er ynkeligt at se dem stå i regn og kulde og tilfredsstille deres rygertrang og så er det også et ubehageligt syn. Når sundhed kommer så markant i focus, så undgår vi heller ikke holdninger, der nærmer sig det hysteriske. Det må ikke være rart for mormor, at hun først skal have afsprittet eller i hvert fald have vasket hænderne før hun får lov til at holde den lille nye. For hvad kan der ikke sidde af farlige ting og sager på hænderne. Risikobegrebet er blevet en integreret del af den morale holdning. Nogen skal have skylden for at jeg og mine trues af fare. MANGE AF ovenstående overvejelser skylder jeg den tyske sociolog Peter Sloterdijk, og det er også ham, der ind i sundhedsideologien spørger, hvad der driver sundhedsvidenskaben, hvorfor netop den nysgerrighed, hvem vil vide hvad og hvorfor? Jeg har ikke erfaret, at nogen journalist har lavet dybdeborende journalistik på netop disse spørgsmål. Snarere tværtimod. Ret kritikløst bringes enhver nyere undersøgelse om sundhedsfarer til torvs. I samme omgang kunne man lave en analyse af interesseorganisationernes interesse i at holde sundhedsgryden i kog. Jo, Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse, og andre vil naturligvis sundheden og det bedste for mennesker, men det er samtidig en institutionssociologisk kendsgerning, at en organisation altid mobilisere mange kræfter, ikke på at fremme sit ædle formål, men for at bevare og sikre sig selv som institution. Det er trist, at det er en almindelig avislæser, der skal gøre journalister opmærksom på, at man også kan vinde Cavlingpriser ved at tage fat om det politisk korrekte. Og så har jeg for øvrigt lige læst, at overdreven alkoholforbrug afstedkommer et antal tusinde dødsfald om året + mange, mange tusinde følgesygdomme. Så nu er det på tide, at vi får afskærmet forretningshylderne med vin og spiritus. Og det sidste er, at 150 gram kød om dagen øger din risiko for kræft i bugspytkirtlen med 57 pct. Så vi må have gardiner for slagterafdelingerne.