Krydstogtskib vakte minder
Tømrer Arne Jensen og kranfører Jan Svendsen var på kajen for at tage imod Magellan, der blev bygget på Aalborg Værft
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:36
AALBORG: - Det var byens stolthed dengang, sagde Jan Svendsen, der stod på kajkanten torsdag morgen for at se krydstogtskibet Magellan lægge til ved Honnørkajen i Aalborg.
Det var en tur ned ad mindernes allé, da skibet i går vendte hjem til Aalborg, hvor det blev bygget i årene fra 1982-85. Dengang hed skibet Holiday, og på tre år lykkedes det 3800 arbejdsmænd og håndværkere at bygge et skib, der, da kontrakten blev indgået, var verdens største til en pris på 1,5 milliarder kroner.
To af de håndværkere, der var med dengang, Jan Svendsen, der var kranfører, og Arne Jensen, der var tømrer, stod på kajen for at sige velkommen tilbage, og for at se det skib, der var Aalborg Værfts stolthed.
- Hver morgen når man mødte på værftet, stod man der med åben mund og polypper og tænkte: hold kæft hvor er den stor, sagde Arne Jensen, der fik arbejde som svejser på værftet, for som arbejdsløs var der altid noget at finde på værftet.
- Jeg er stolt af, at vi har bygget skibet i Aalborg, og stolt over, at jeg har været med til det, fortalte Arne Jensen, der kan en masse historier fra dengang.
Blandt andet historien om, at han kravlede op igennem skorstenen en dag, der var strejke.
- Jeg kunne ikke rigtig sidde stille, griner han.
Jan Svendsen var med til at sætte noget af stævnen på dok 4.
- Det var en meget stor oplevelse, og det blev afleveret til tiden. Det var en præstation uden lige. Helt fantastisk, sagde Jan Svendsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.