Fødevarer

Kulinarisk dag på møllegården

Masser at se og smage på til arrangement på Dorf Møllegård

Ophængt vildt - søndag 27. juli er der mulighed for at se flåning og partering af et rådyr. 	Privatfoto: Frits Danielsen
Ophængt vildt - søndag 27. juli er der mulighed for at se flåning og partering af et rådyr. Privatfoto: Frits Danielsen

DORF: Se et rådyr blive flået og parteret. Se og hør om ølbrygning og smag på den gyldne drik. Køb velduftende jødekager og hjemmelavet marmelade, smag på gammeldags grød og tag bagefter med på rundvisning på den gamle møllegård.

Det og meget mere kan gæster på Dorf Møllegård opleve til Kulinariske oplevelser på den gamle møllegård søndag 27. juli klokken 11 til 16.

Denne dag bugner stedet af gammeldags mad og drikke, som det i århundreder er blevet lavet på landet i Danmark.

Når vi fyrer i den gamle stenovn, bager vi på samme måde, som bondens hustru og tjenestefolk har bagt på gårdene i gamle dage, hvor man tændte op i ovnen én gang om måneden og bagte brød til en hel måned ad gangen. Husmoren bagte udelukkende groft brød, for lyst brød spiste man kun til højtider. Brødet blev spist med hjemmekærnet smør, som børn og barnlige sjæle kan prøve at lave på møllegården denne dag.

Det var også madmoren, som stod for ølbrygningen. Alle måltider blev skyllet ned med rigelige mængder øl, for bonden havde opdaget, at man fik det skidt, hvis man drak af vandet fra brønden lige ved siden af møddingen.

Datidens bonderetter bestod af brød, flæsk, sild, grønkål og ikke mindst grød, som næsten hvert aftensmåltid bød på. Smag en gammeldags form for bondegrød på møllegården denne dag. Gæsterne kan høre mere om madvaner og bordskik på de gratis rundvisninger på gården.

Da møllegården også er et Jagt – og skovbrugsmuseum, kan publikum forkæle sine smagsløg med smagsprøver af rådyr og gå ikke glip af at se flåningen og parteringen af dyret. Samme dag slår museet også dørene op for helt nye og flotte informationsbannere i Jagt - og skovbrugsudstillingen.

Klokken 13 og 15 er der Rundvisning om historisk mad. Klokken 14 er der rundvisning i vandmøllen, og klokken 14 er der ligeledes dukketeater for børn. Klokken 14.30 er der flåning og partering af et rådyr.

Hele dagen kan gæsterne opleve:

- Ølbrygning og salg af øl

- Smagsprøver på rådyr tilberedt over bål

- Salg af hjemmelavede marmelader og saft

- Bagning og salg af jødekager fra stenovn

- Smagsprøver på pære - og æblevin

- Smørkærning og marmeladetilberedning for børn

- Smagsprøver på gamle retter

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden