Aalborgenser løber med prisen for årets dansktophit: - Det betyder rigtig meget

- Jeg vil gerne skrive sange, som flytter grænser i folk eller får os til at blive nogle bedre mennesker, siger Maibrit Post

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

I sommeren fik sangerinden Maibrit Post for første gang en sang på DRs Dansktoppen, som er den ugentligt hitliste over dansksprogede popsange.

Nu er hun blevet kåret som vinder af DR Dansktoppens årskavalkade 2020. Maibrit Posts nyfortolkning af "Her i vores hus" er dermed årets dansktophit.

Sangen har rod tilbage til 1955, hvor Raquel Rastenni glædede danskerne med hittet. Sangen blev 65 år senere opsnuset af Erik Maribo fra Fyn, som så potentiale i sangen, hvorefter Maibrit Post fik lavet hendes fortolkning af den.

- Det betyder rigtig meget for mig - især i denne tid, hvor man ikke rigtig kan komme igennem med sin musik, og hvor vi musikere ikke kommer så meget ud, siger Maibrit Post.

Maibrit Post fra Aalborg er kåret som vinder af DR Dansktoppen årskavalkade 2020. Foto: Martin Damgård

Maibrit Post fra Aalborg er kåret som vinder af DR Dansktoppen årskavalkade 2020. Foto: Martin Damgård

Sangen "Her i vores hus" er en sang får smilet frem på læben. Den fortæller en historie om vigtigheden i at skabe gode minder, leve livet og have sammenhold i svære tider.

- Det vil gøre, at folk forhåbentligt kan klare sig ud af den depressionskrise, de er i nu, som vi ikke ved, hvor ender henne. Det gælder bare om at finde noget, vi kan grine af og smile af. At man kan gå rundt i sin stue og spjætte lidt med, når man hører en glad sang. At kunne bringe noget glæde ind i folk, det er det, jeg vil, siger Maibrit Post.

Maibrit har rekonstrueret et gammelt nummer fra 50'erne og gjort det til et nymoderne hit. Derudover skriver hun også originale sange selv og har et fremtidshåb om at udgive flere sange, som har en betydning for hendes lyttere.

- Jeg er meget alsidig. Jeg synger både country, pop og der kommer rigtig meget fra mig fremover som bliver selvskrevet, siger Maibrit Post og fortsætter:

- Jeg vil gerne skrive sange, som flytter grænser i folk eller får os til at blive nogle bedre mennesker. Jeg synes nogle gange man er onde ved hinanden, og man skal sommetider kigge lidt indad og prøve at se, at man får et bedre liv, når man ikke er så onde ved hinanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.