Årets nye danske julesange: Her er de bedste - og de værste

Traditionen tro vover vi et øje og giver vores bud på, hvilke af de nye julesange, der holder til mere end én gennemlytning - og hvilke, der hurtigst muligt bør gå i glemmebogen

November var traditionen tro måneden, hvor både etablerede og mindre kendte komponister har sendt julesange på gaden i håb om, at netop deres bidrag bliver dem, vi allesammen går og synger med på frem mod jul. Og coronanedlukningen, der har forhindret musikerne i at komme ud at spille live, har nærmest fået mængden af julemusik til at eksplodere i år.

Vi har lyttet til nogle af de nye danske sange og giver her vores bud på dem, der holder, og dem, vi godt kunne have undværet.

Oh Land: ”Julefeber”


Oh Land har begået titelsangen til årets julekalender på DR1, og hun leverer varen i form af en catchy julesang i trefjerdedelstakt, der skiller sig ud og hænger fast på samme tid.

Lidt klokkespil slår julestemningen an fra start, og herefter tager Oh Lands distinkte vokal over og fører os frem til det markante omkvæd, som man allerede efter første gennemlytning må tage sig i at gå og nynne resten af dagen.

Her er en julesang, der både rytmisk og melodisk balancerer smukt mellem tradition og fornyelse, og vi tøver ikke med at udråbe ”Julefeber” til årets bedste inden for genren.

Chief 1 & Thomas Buttenschøn: ”Sol i december”


Hvis man er på jagt efter en rigtig lalleglad julesang, så leverer disse to herrer varen til perfektion.

Musikalsk er vi tilbage i de glade Motown-dage i 60’erne, og det fungerer strålende. ”Sol i december” er ganske enkelt umulig at undgå at blive i godt humør af, endsige sidde stille til.

”På med vinterfrakken, tag med mig i Magasin. Så længe jeg er sammen med dig, betyder julestress ingenting”. Og sådan fortsætter det. Banaliteterne står i kø, men det gør ingenting. Sangen rammer lige præcis midt i skiven af, hvad vi trænger til i denne mørke tid.

Patrick Dorgan: ”Christmas Eve”


Patrick Dorgan har altid haft et usvigeligt sikkert greb om den soulede ende af popmusikken. Dertil kommer, at han er besjælet med en formidabel sangstemme, så man forventer, at barren er sat højt, når han melder sig med ny musik.

Det kan ikke benægtes, at ”Christmas Eve” lyder som et opkog af en lang række popsoulsange fra de seneste årtier, fuldstændig forudsigelig som den er i sin opbygning. Og faktisk var jeg længe overbevist om, at det måtte være et kopinummer.

Disse forbehold til trods kan jeg ikke lade være med at holde af sangen, og når man nu har den holdning, at saxofonen er et stærkt undervurderet instrument, er det skønt at høre sangen blive lagt i seng af netop sådan én.

Maja og de Sarte Sjæle: ”Den Værste Jul Ever”


Dette fine band har gjort det til sit varemærke at se ualmindeligt sort på tilværelsen, dog med et selvironisk glimt i øjet, så naturligvis skal deres bud på en julesang hedde ”Den Værste Jul Ever”.

”Kære julemand. Tak for ingenting, Alt gik galt, og du fik mig til at græde i år”, klynker Maja Rudolph undervejs i sangen, akkompagneret af Timo Andersens The Cure-inspirerede guitarspil.

Der er bare ikke noget at grine af - og derfor kommer man til netop dét. Et sjældent talent, som fortjener al mulig anerkendelse.

The Raveonettes: ”Snowstorm”


Retro-rockbandet The Raveonettes udsendte allerede tidligt i karrieren et fint bud på en julesang, der ganske enkelt hed ”The Christmas Song”.

Nu er de igen kommet i julehumør og tager os med tilbage til start-60’erne med gulvbas og pedalsteel-guitar og det hele.

”Snowstorm” er en fin lille bagatel på to og et halvt minut, som ikke gør meget væsen af sig, men som alligevel har sin plads på en juleplayliste, hvis der skal være lidt for enhver smag.

Anne Linnet: ”Vi synger julen ind”


Med ”Lille Messias” beviste Anne Linnet allerede for 30 år siden, at hun kunne lave en juleklassiker, der endda endte i Højskolesangbogen.

I år har hun udsendt en ep med hele fire julesange, hvorfra jeg har valgt titelsangen, fordi den på mange måder tager tråden op fra ”Lille Messias”.

I musikalsk forstand er der også tale om en salme, omend det religiøse aspekt er noget nedtonet i forhold til Johannes Møllehaves tekst til ”Lille Messias”.

”Vi synger julen ind” er i højere grad en hyldest til årstidernes skiften, fællesskabet og barnesindet. Måske rigeligt højstemt, men lur mig, om den ikke også en dag optræder i Højskolesangbogen.

Lis Sørensen: ”Hvis ikke nu, så hvornår?”


Dette er angiveligt Lis Sørensens første julesang i en lang og fornem karriere, og det er først og fremmest en typisk Lis Sørensen-sang tilsat et omkvæd, der synes inspireret af megahittet ”Shallow” fra filmen ”A Star Is Born”.

Der startes blidt med piano og bjældeklang, hvorefter der langsomt bygges op til et crescendo, hvor den får hele strygerarmen, men man føler, man har hørt sangen før, fordi den bare ligner så meget af det, hun tidligere har skrevet og/eller sunget. Og når den er slut, er det svært at huske, hvad det lige var, man havde lagt øren til.

Lau Højen: ”Hold mig tæt”


Lau Højen, forsanger i rockbandet Carpark North, afslører som solist, at han har en blød popdreng indeni, og det spor forfølger han med denne julesang, der lægger sig meget tæt op ad noget, som Mads Langer har gjort før og meget bedre.

Håndværket er sådan set i orden, men alene titlen, ”Hold mig tæt”, signalerer kraftigt, at det ikke er de store ambitioner om at forny julemusikgenren, der ligger bag. Lau Højen har begået en af den slags følsomme juleballader, der nok skal finde sit publikum, men som fremstår lidt for letkøbt for en musiker af hans kaliber.

Birthe Kjær & Martin Brygmann: ”Du burde sidde lige her”


Man må bare tage hatten af for den sangstemme, der stadig sidder på Birthe Kjær på trods af, at hun for længst har passeret de 70. Gnistrende klar som en decemberdag i frostvejr lyder den, og med en typisk Martin Brygmann-sang som forlæg er vejen banet for en bundhyggelig stemning af adventssøndag under tæppet med en dampende kop te og avisen inden for rækkevidde og duften af nybagte brunkager i næseborene.

Her er en duo, man dårligt kan tillade sig at forlange fornyelse af, og det får vi da heller ikke. Sangen er både banal og letfordøjelig, men hvis man går all in på jul, er den noget nær det perfekte lydspor.

L.I.G.A.: ”Gentleman”


”Gentleman” bliver præsenteret som en julesang, men man skal lige høre den et par gange, før man opsnapper julereferencerne mod slutningen.

Dybest set er det en sang om værdien af at opføre sig som en gentleman, og det er jo nok også værd at påskønne på andre årstider.

Når det er nævnt, kan man ikke løbe fra, at L.I.G.A. har lavet en sød lille popsang, der måske ikke emmer af jul men dog formår at løfte humøret i en kold tid.

Alma: ”Hver for sig”


Egentlig et interessant bud på en julesang, ikke mindst på grund af genren.

Årets X Factor-vinder Alma Aggers sang til spillefilmen ”Julemandens datter 2” bevæger sig i et elektronisk popunivers med synkoperede rytmer, stemmefrasering og en tekniker, der har fået frit spil til at lege med miks og produktion.

”Alle styrer vi rundt i vores lille travle verden”, lyder indgangsbønnen, hvilket får os, der er gamle nok, til at mindes Afrika-sangen fra 80’erne. Og det overordnede budskab er ikke mindre velment: ”Sammen kan vi løfte næsten alt”.

Om resultatet er helt vellykket kan diskuteres, men jeg er nok heller ikke lige målgruppen.

Ben & Tan: ”Hallelujah (Christmas on my Lips)”


Vinderne af årets danske melodigrandprix har kun ét musikalsk gear, og det tonser de bevidstløst afsted i i de sange, vi er blevet belemret med i årets løb.

De lyder som et mareridt fra 90’erne, som man ikke kan vågne op fra, og denne julesang indkapsler meget godt hele konceptet: Først udgav de sangen ”Hallelujah”, og få uger senere kom denne juleudgave af samme sang tilsat masser af bjældeklang og enkelte juleændringer i teksten.

Man mindes ”Christmas is all around” fra filmen ”Love Actually”. Forskellen er bare, at for Ben & Tan er det ingen joke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.