Årets nye julesange: Se de bedste - og de værste

Har du brug for nye toner på juleplaylisten? Vores anmelder har fundet en håndfuld nye julesange, du kan glæde dig til - og så er der dem, du sagtens kan springe over

Lukas Graham er blandt dem, der har udgivet nye julesange i år. Arkivfoto

Lukas Graham er blandt dem, der har udgivet nye julesange i år. Arkivfoto

Med kun lidt over en måned til juleaften er vi kommet dertil, hvor juleplaylisten skal finpudses. De gode gamle travere skal naturligvis støves af i denne traditionsrige tid, men måske er der plads til lidt nyt blod mellem ”White Christmas” og ”Jul i Angora”?

Vi har lyttet til nogle af de nye julesange og bringer her en guide til dem, der holder, og dem, du roligt kan springe over.

Lukas Graham

Lukas Graham

Lukas Graham: ”Here (for Christmas)”


Som barn af Christiania er Lukas Graham måske ikke den typiske julehygger, og hans bud på en julesang er da også en lidt trist fortælling om at skulle fejre højtiden uden barndomsvennen, der sidste år tog sit eget liv.

Til gengæld er ”Here (for Christmas)” en musikalsk helstøbt popsang, som hæver sig langt over, hvad der ellers udgydes af klistrede rædsler i denne tid.

Man aner lige lidt triangel i baggrunden, men ellers er sangen renset for de mest banale juletricks.

Den vugger afsted i en behagelig rytme og en produktion, der lader Lukas Forchhammers altid knivskarpe vokal komme til sin ret.

En rigtig dejlig popsang, der trods den lidt dystre lyrik sagtens kan tilføjes juleplaylisten uden at dræbe stemningen.

Hjalmer

Hjalmer

Hjalmer: ”Kongespil”


Han har været overalt - som i over det hele - i dansk musik i år, den kære Hjalmer Larsen, så det manglede da bare, at han også skulle have lov at synge titelsangen til årets TV2-julekalender ”Tinka og Kongespillet”.

Og han gør det - naturligvis - knusende godt.

En sang, der er så blid og blød som nyfalden sne, og aner man ikke lige her det slægtskab med farmand Kim, som han ellers gør alt for at slide sig fri af - i hvert fald rent musikalsk?

På en eller anden fortryllende måde formår Hjalmer her at fusionere pop med folkemusik, så det bare virker helt naturligt. ”Kongespil” er en sang, man kan høre igen og igen - og det kommer vi jo også til, i hvert fald hvis vi vil følge med i Tinkas eventyr her i december.

Electric Guitars

Electric Guitars

Electric Guitars: ”All I want for Christmas”


Guitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen i duoen Electric Guitars er garanter for amerikansk inspireret guitarrock, og deres bud på en julesang skal naturligvis hedde ”All I want for Christmas...” med tilføjelsen ”...is an electric guitar”.

En fin lille rockballade, der lægger sig ind i julemusiktraditionen et sted midt mellem Slade’s ”Merry Christmas Everybody” og John Lennon’s ”Happy XMas (War is Over)”.

Der er både klokke- og bjældeklang og noget strygerlignende inde over, men alle banaliteterne til trods lykkes det at holde sig under kvalmegrænsen.

Naturligvis er der også et par små guitarsoli undervejs, men det bliver aldrig vildt, og sangen kan sagtens spilles under familiejulefrokosten - også selv om svigermor er med.

Ane Brun

Ane Brun

Ane Brun: ”The First Day of Christmas”


Nu er det jo ikke altid, man er i det lalleglade julehjørne, og skulle man engang imellem blive stemt lidt i mol af højtiden, så er norske Ane Bruns nye julesang det helt rigtige lydspor.

En sang om at sidde alene hjemme, mens sneen daler ned udenfor, og gøre status over året, der er gået, lære af sine fejl og love sig selv at gøre det bedre i det år, der forestår.

Musikalsk båret af blidt guitarspil og strygere som underlægning til en rigtig fin melodi, der måske ikke har så meget jul i sig. Men så har den så meget andet.

Og så til de knap så gode

At lave en umiddelbart fængende julesang, der samtidig helst skal være tidløs, så den kan graves frem år efter år, er en særdeles vanskelig kunst.

Mange forsøger, og der er dem, der slipper knap så godt fra det. Som f.eks. disse:

Zara Larsson

Zara Larsson

Zara Larsson: ”Invisible”


Svenske Zara Larsson har indsunget ”Invisible” til den nye Netflix-animationsfilm Klaus, og der er godt nok smurt et ordentligt lag Disney-agtig glamour ud over sangen - som i ”Løvernes Konge” møder ”Frost”.

”Invisible” er måske ikke den mest nyskabende popsang, men den fungerer på sine egne præmisser ihukommende, at den henvender sig til en yngre målgruppe.

Først og fremmest er den imidlertid stinkende kommerciel på alle leder og kanter.

Men så passer den jo også fint til vores måde at fejre jul på.

Anya

Anya

Anya: ”Julen bliver god i år”


Anya begår sig normalt på engelsk, når hun synger, og det kan man høre på hendes julesang, hvor hun slår om i sit modersmål i duet med Søs Fenger.

Specielt er det sjovt at lægge mærke til forskellen på de to sangeres diktion, hvor Søs Fenger tydeligvis er langt mere skolet.

Bortset fra det er ”Julen bliver god i år” en lidt småkedelig julesang. Den lyder som et opkog af titelsangene fra de seneste 10 års tv-julekalendere, temmelig bagudskuende i sit formsprog og så let og luftig, at man har glemt den i samme sekund, sidste tone er klinget ud.

Burhan G

Burhan G

Burhan G: ”Så blev det jul”


Burhan G trådte for alvor ind på julescenen for to år siden, da han lavede titelsangen til TV2-julekalenderen ”Tinkas juleeventyr”. Nu er han på banen igen med en rigtig julefrokostsnasker, en af dem, man kan synge med på stort set uden at have hørt sangen, og som tilmed er dansevenlig, hvis man skulle være i det humør.

Burhan G’s lyse vokal er nærmest født til at synge julen ind, og til overflod er der fuldt skrald på bjældeklangen.

Det er iørefaldende, men også dybt uoriginalt. En af den slags sange, man synes, man har hørt alt for mange gange på denne tid af året, og som er så sukkersøde, at man allerede få dage inde i december begynder at længes frygteligt efter januar.

Joey Moe

Joey Moe

Joey Moe: ”Ikke som de andre”


Det kunne i teorien have været en sjov ide at sætte popdrengen Joey Moe sammen med komikeren Anders Matthesen under den kække duobetegnelse ”Mågen og Anden”.

Det fungerer bare ikke.

For det første virker kontrasten mellem Joey Moes pyssenyssede julerim og Matthesens kritiske rapvers uendeligt konstrueret og usammenhængende.

For det andet - og det er bare et gæt - det virker ikke som om, de har været i studiet på samme tid.

De synger/rapper hverken sammen eller op til hinanden. De har bare begge lagt stemmer til samme sang, uden at man rigtig fatter hvorfor.

Og i øvrigt er sangen heller ikke ret god.

Malte Ebert

Malte Ebert

Malte Ebert: ”Christmas without you”


Undskyld, men det er altså svært at tage Malte Ebert alvorligt som seriøs popsanger, når man nu ved, at det var ham, der engang var inden i Gulddreng.

Hans nye julesang er en sukkersød ballade med strygere, bjældeklang og den fortærskede fingerklimpren på guitaren, som har været mantraet for utallige popsangere det seneste år eller to.

”Christmas ain’t the same without you”, synger Malte, og sådan er hele sangen: Uopfindsom og forudsigelig i en grad, så man tænker, at det nok alligevel er Gulddreng, der har været på spil i endnu et forsøg på at tage gas på os alle sammen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.