Anerkendelse til film med nordjyske rødder: Ni Robert-nomineringer

"Krysantemum" er kandidat til "årets danske spillefilm" og otte andre Robert-priser

Morten  Hee Andersen og Henrik Birck er nomineret til Robert-priser for deres præstationer som henholdsvis søn og far i "Krysantemum". <i>Foto: Morten Rygaard </i>

Morten Hee Andersen og Henrik Birck er nomineret til Robert-priser for deres præstationer som henholdsvis søn og far i "Krysantemum". Foto: Morten Rygaard

THY:- Det er et sindssygt stærkt felt af film, vi er med i. Så det er mere, end jeg overhovedet havde turdet håbe på, siger filminstruktør Christian Bengtson efter FilmAkademiets offentliggørelse af listen over nomineringer til årets Robert-priser.

Her optræder Christian Bengtsons debutfilm "Krysantemum" ikke mindre end ni gange. Og filmen, der for en stor del blev optaget på instruktørens hjemegn i Thy, er blandt andet kandidat til "årets danske spillefilm".

- Jeg havde i bedste fald håbet på to Robert-nomineringer. Men jeg havde på ingen måde regnet med, at vi ville få ni. Og især ikke i kategorien bedste film, siger Christian Bengtson.

Instruktør Christian Bengtson, der er vokset op i Thy, var 13. november til gallapremiere på "Krysantemum" i Kino 1-2-3 i Thisted. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Instruktør Christian Bengtson, der er vokset op i Thy, var 13. november til gallapremiere på "Krysantemum" i Kino 1-2-3 i Thisted. Arkivfoto: Bente Poder

Også to af filmens skuespillere er med i opløbet om årets Robert-statuetter. Morten Hee Andersen er nomineret til prisen for årets mandlige hovedrolle som den unge mand Anders, der kører en forretning med produktion og salg af ulovligt fyrværkeri ved siden af sit job som anlægsgartner.

Med baggrund i denne illegale virksomhed tilbyder han at hjælpe sin far igennem en økonomisk krise. Faren spilles af Henrik Birch, der er nomineret i kategorien årets mandlige birolle.

Christian Bengtson selv, der er uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje, er blandt kandidaterne til prisen for "årets originale manuskript".

Ni Robert-nomineringer til "Krysantemum"

  • Årets danske spillefilm
  • Årets scenograf: Josefine Else Larsen
  • Årets sounddesigner: Andreas Sandborg
  • Årets score (original musik): Kaspar Kaae
  • Årets mandlige birolle: Henrik Birch
  • Årets mandlige hovedrolle: Morten Hee Andersen
  • Årets visuelle effekter: Alexander Schepelern
  • Årets originale manuskript: Christian Bengtson
  • Årets fotograf: David Bauer

Robertprisen.dk

De mange nomineringer sættes i relief af, at "Krysantemum" er Christian Bengtsons debut som spillefilmsinstruktør. Og samtidig har filmen med sit budget på godt seks millioner kroner været langt billigere end i hvert fald flertallet af de spillefilmsproduktioner, som den konkurrerer med om Robert-statuetterne.

Har tjent sig selv ind

Filmen fik fine anmeldelser efter biografpremieren i november. Alligevel har den ikke solgt overvældende mange billetter. Hvad det angår ,er "Krysantemum" dog på linje med de fleste andre biograffilm, for det har generelt knebet med at få publikum tilbage i biograferne efter coronaen.  

- Den har ikke solgt vildt godt i biograferne, men det er der ingen film, der har. Og det vidste vi på forhånd, siger Christian Bengtson.

En mindre del af "Krysantemum" er optaget i Aalborg, men ellers er det primært i Thy,  der har dannet ramme om optagelserne. <i>Foto: Morten Rygaard</i>

En mindre del af "Krysantemum" er optaget i Aalborg, men ellers er det primært i Thy,  der har dannet ramme om optagelserne. Foto: Morten Rygaard

Til gengæld er "Krysantemum" blevet solgt til både Yousee og TV 2. Og produktionen, som det lille selskab Hyæne Film står bag, har allerede tjent sig selv ind, fortæller instruktøren.

- Den kommer ud med overskud, og selv om jeg er en af dem, der bliver betalt sidst, regner jeg med at få lidt ud af det økonomisk. Men filmen har gjort det, den skulle. Den har banet vej, så jeg står stærkere i forhold til fremtidige projekter, siger han.

Vinderne af Robert-priserne afsløres 4. februar.  På linje med den amerikanske Oscar er det filmbranches medlemmer, der fordeler statuetterne.

- Vi håber da, at de stemmer på os, men jeg vil ikke sætte næsen op efter noget. Det er vildt i sig selv at få så mange nomineringer, og det er jo tit marginaler, der afgør det, siger Christian Bengtson.

Instruktøren voksede op på Ballerum i Thy, hvor han som teenager oplevede, at en landejendom i området blev lagt i ruiner, da en illegal fyrværkeriproduktion eksploderede. Den dramatiske oplevelse inspirerede ham mange år senere til historien i "Krysantemum". 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Knivoverfald i Aalborg - politi massivt til stede
Luk