Badehotellet: Her mødes alsangere og værnemagere
Konflikterne lurer lige under overfladen. Hvad er vigtigst: Frihed eller profit. Det skal nok gå galt. Heldigvis
TV-DRAMA: ”Badehotellet”. Sæson 7, afsnit 4:6
På overfladen sker der intet. Alt er trygt. Amorinerne er i fuldt flor hos familien Frigh: Mor og tvillingerne Bertha og Leslie. Weyse synger sine engelske sange, pigerne småskændes i køkkenet og Amanda går rundt med sit småbekymrede blik konstant.
Og dog: Der kom faktisk et par interessante spor på banen: Madsens værnemageri og en spirende sabotage-virksomhed.
Vi tager lige det sidste først.
Mollys søn Morten er jo hjemme i landsdelen, og han er tydeligvis i englændernes tjeneste. Måske som spion. Eller blot som dansksindet anti-nazist. Han holder øje med Aalborgs Lufthavne og byggeriet lige der. Det vil han gerne udsætte for terror.
Terror?
Ja det er jo de onde, der har magten lige her, så den slags er terror. Det er først langt senere, at det bliver befrielseskamp. Det er altid magthaverne, der bestemmer lingo’en.
Er frihedskæmperne kommet til Skagen?
Spændende er det jo også, at Bertha Frigh på besøg hos Molly får en snak med barnebarnet og hører, at Morten er i landsdelen. Og henne i teltet har hun jo en kommunistisk arbejdsmand. Så måske bliver det alt sammen koblet sammen i frihedsbevægelsens første kampskridt her i Nordjylland.
Sporet er i hvert fald lagt ud til os.
På den anden side har vi den entreprenante grosserer Madsen. Han har hidtil - modstræbende - lyttet til konen Therese. Hun har været hans samvittighed, når hans jagt på nemme penge bragt ham på kanten af anstændighed.
Den kamp fortsætter Therese, men nu har Madsen taget høreværn på, og han lader sig opvarte af tyskerne. Selv om konen er rasende.
Det bliver grimt.
Og hvis det ikke bliver grimt i et af de to afsnit, vi har tilbage i denne sæson, så bliver det garanteret grimt næste år.
For naturligvis kommer der mere badehotel næste år.
Men ganske forsigtigt åbner ”Badehotellet” nu for denne kamp. Det bliver garanteret interessant.
Til Alsang i Skagen
For det er jo mange forskelligartede interesser, der er samlet til badeferie lige syd for Skagen i sommeren 1940. Nogle er ligeglade. Nogle har samvittighed. Nogle er samvittighedsløse. Nogle er egoister. Andre vil gerne bare passe sig selv. Den konflikt er også fint skildret. I denne episode med Lydia Vetterstøm Ploug som kvinden, der forsøger at skabe en slags sammenhold blandt alle de store egoer - men desværre uden større held.
Ellers stod denne episode i alsangens navn. Alsangen startede i Aalborg 4. juli 1940, og to måneder senere deltog 750.000 danskere i sangstævnerne på landsplan.
Nogle hundrede sang med i Skagen sammen med Lydia og naturligvis frikadelleskuespiller Weyse. Igen orkestreret af sin kloge kone.
Karriere i ruiner
Ja det er faktisk ekstra interessant: Vi var jo med Weyse til sangaften med tyskerne. Og hvad vi ikke vidste dengang var, at sangen blev filmet. Og filmen blev set af Flügelhorns assistent i København. Så Weyse bliver fyret fra sin filmrolle af Flügelhorn. Og for Gud ved hvilken gang ligger Weyses karriere i ruiner...
Det har vi set før.
Men Flügelhorn rammes så af alkoholen. Han brænder tyskernes film. Og Weyes karriere kører igen på skinner. Nu er han helten fra alsangstævnet i Skagen.
Altså det er mageløst. For dette er jo næsten fortællingen om ingenting. Tag bare sådan noget som severingen af en kop kaffe med medalje til Aurland i sit eksil på værelset. Det fylder meget. Men er i grunden ingenting. Og dog: For pludselig bliver det til en alvorlig samtale mellem Aurland og Otilia.
Det virker. Det er så hyggeligt og velfortalt. Det er tillige blændende spillet. Og det bliver bedre og bedre år for år.
Legende let og godt skuespil
Måske skyldes det, at vi efterhånden lærer vores karakterer bedre og bedre at kende. Men det er faktisk imponerende, at man kan sidde og hygge sig over Jens Jacob Thychsens Weyse-figur. Se rollen blive overspillet. Men overspillet til perfektion. Det er så præcist ramt, at det aftvinger respekt.
Samme respekt har vi for Lars Ranthes Madsen-figur. Hans dejlige kone Therese - en rolle sat lige i skabet af Anne Louise Hassing. Og så videre. Det er små roller over hele sendefladen, men alle er de afleveret med flot timing. Man kan se, at skuespillerne har kendt deres karakterer i efterhånden mange år. Derfor det legende lette skuespil.
Derfor er det så forbløffende godt. På trods af at det bare er hygge.
”Badehotellet”. Sæson 7. Afsnit 4:6
Episodetitel: ”Hærværk og alsang”
Forfattere: Hanna Lundblad og Stig Thorsboe
Instruktion: Fabian Wullenweber
TV 2 mandag aften eller på TV 2 Play
Genudsendelse søndag 12:35 på TV 2
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.