Kultur

Fire millioner til Skagen bør følges op af en vigtig diskussion

Der brænder et bål i Skagen lige nu, og der skal bæres alt det brænde til, der kan, hvis Skagen skal tage det spring, mange venter på

Kommentar af journalist Birgitte Sonne.
Kommentar af journalist Birgitte Sonne. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 14:05

SKAGEN: Begejstringen for Skagen tager nærmest ingen ende for tiden.

Børsen Pleasure rejste nyligt til havnebyen og vendte tilbage med en flersiders imponeret og forelsket hyldest til byen i det yderste nord.

En som indkapsler den våde drøm for mange længselsfulde storbyboere om et autentisk sted med masser af kulturhistorie, hvor unge restauratører sanker urter og laver "ren" mad, og iværksættere bruger isolationen i de lange vintermåneder på at udvikle nyt og henter penge hjem fra landets store fonde - og hippe fødedygtige venner til.

Og hvor mange i byen går og snakker om, at der "noget nyt på vej".

Et helårsmodstykke til sommermånederne, hvor Skagen svulmer op til tidobbelt størrelse, og "alting vibrerer".

Og der er vitterligt meget mere spændende på vej.

Nyligt er en ansøgning fra Frederikshavn Kommune om et stort kunstværk på Grenen nået gennem nåleøjet hos Realdania og Ny Carlsbergfondet.

De synes om idéen om at lade en kunstner understrege den særegne vilde natur og har valgt at donere fire mio. kr. til det, så projektet nu er halvvejs realiseret.

Og når Ny Carlsbergfondet står bag, bliver det ikke en hvilken som helst kunstner.

Skal det batte i landskabet, skal det være en, der er vant til at tænke stort, og her er der flere danske internationale navne, der ligger lige for!

Men tilsagnet kommer med både en dårlig og en god nyhed.

Den dårlige nyhed er, at der ikke kan findes tilsvarende fire mio. kr. til projektet i Frederikshavn Kommune, som det er påkrævet i egenfinansiering.

Den ambitiøse ansøgning blev sendt af sted, før man kendte til de historisk store besparelser i kommunen.

Men her kommer den gode nyhed.

Egenfinansieringen, Frederikshavn Kommune skal diske op med, behøver ikke findes i de kommunale pengekasser, som det ofte gælder. Den kan komme fra andre fonde og fra erhvervslivet!

Kan der rejses fire mio. kroner herfra, vil befolkningen i Skagen om få år have et af de værker, turister beviseligt rejser efter at se, og som lokale kan føle stolthed over.

Hermed en opfordring til Nordjyllands fonde, puljer og erhvervsliv - sidstnævnte må endda kunne trække det fra i skat!

Men sagen om værket peger også ud imod en diskussion, der nok snart blusser op - eller burde.

Flere har i debatten om den skæve fordeling af Statens kulturmillioner foreslået, at der skal skeles mere til, hvad kommunerne selv bidrager med, når der fordeles støtte.

Det giver god mening, når man ser på de summer, som mange (især yderkommuner) i dag selv må finde frem for at kompensere for den manglende statsstøtte til kulturtilbud, som andre kommuner får betalt af staten.

Det virker selvfølgelig oplagt, at man som kommune udviser lyst til selv at spytte i kassen, hvis man vil have staten og store fonde til også at spæde til.

Men når det er sagt, er der forskel på kommuner, og det er en årsag til at udfordre løsningsmodellen.

For nogle kommuner - som Frederikshavn - er i dag så udfordrede demografisk, at den udvikling, de trænger til, ikke vil kunne ske, hvis de skal finde endnu flere penge.

Ikke fordi Frederikshavn Kommune ligger lavt, hvad angår kommunale kulturbevillinger pr. indbygger, tværtimod lå de i 2019 et godt stykke over både Aalborg, Aarhus og København!

Men størstedelen af disse midler er bundet op på drift af det bestående.

Og der SKAL udvikles nyt - hvis kommunen skal have fingre i de puljer, der for alvor kan rykke Skagen og resten af kommunen videre. 

En mulighed i disse år er fx Erhvervsfremmestyrelsen, der er klar til at putte penge i udviklingen af turismeområder. Hvis kommunerne eller lokale aktører selv finder penge, der kan følge med, kan styrelsen gange dem op!

Og selvfølgelig spiller det generelt en rolle hos fonde, at man kan se, at der allerede er en udvikling i gang, der gør endnu et turisme eller byudviklingsprojekt levedygtigt.

Det er næsten ikke til at holde tanken ud, at et projekt med så stort potentiale som det på Grenen kan falde til jorden på grund af fire mio. kr.

Man kan håbe, at erhvervslivet og flere fonde udover Realdania og Ny Carlsbergfondet også kan se potentialet i at føre nye oplevelser til Skagen uden for sæsonen.

Der brænder et bål i Skagen lige nu, og der skal bæres alt det brænde til, der kan.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden