Kultur

Skagen kan få ny turistattraktion på Grenen - der er bare ét stort problem

Endnu et udflugtsmål kan løfte Skagen yderligere - hvis den sidste halvdel af pengene kan findes

Et kunstværk skal øge oplevelsen af den helt særlige natur på og omkring Grenen i Skagen.
Et kunstværk skal øge oplevelsen af den helt særlige natur på og omkring Grenen i Skagen. Foto: Henning Larsen

Opdateret 05. juli 2023 kl. 19:09

SKAGEN: Nordjyllands nordligste by har udsigt til snart at øge sin X-faktor endnu mere med et unikt og stort værk af en af Danmarks førende kunstnere.

"Ankomsten på Grenen" hedder projektet, der skal forene Grenens særlige natur, arkitektur, kulturarv og kunst i nye fortællinger om stedet.

Idéen, der er afledt af arbejdet med den politisk godkendte udviklingsplan for Skagen, har opnået støtte på fire millioner af Ny Carlsbergfondet og Realdania, der gennem indsatsen "Stedet Tæller X" vil have flere til at opdage og opleve landets helt særlige steder.

Grenen er Nordeuropas yngste landskab, der danner sig dagligt. Når havet ved vestkysten mister sand, afleveres det ved Grenen. Foto: Peter Broen

Lige nu støtter de ni projekter landet over, der ved hjælp af kunst og arkitektur skal øge opmærksomheden på landkommuner.

- Vi ved fra andre projekter, at arkitektur og kunst kan give særlige steder det der "ekstra", der fører til lokal identitet, stolthed og fællesskab i hverdagen, siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania om projekterne, hvor arkitekter nogle steder vil arbejde alene, andre steder vil kunstnere og arkitekter arbejde sammen

I Frederikshavn er borgmester Birgit S. Hansen begejstret for projektet.

- Skagen har x-faktor og er et af Danmarks stærkeste turismebrands. Dét skal vi udnytte ved bl.a. at gøre Grenen mere tilgængelig – for lokale og for de mange gæster, der årligt besøger stedet. Med "Ankomsten på Grenen" ønsker vi at styrke de fysiske forbindelser, så turisterne oplever sammenhæng mellem attraktioner og oplevelser, mellem ankomsten og selve byen, mellem landskab og bymiljø, siger hun i en pressemeddelelse.

Mere om projektet
  • Projektet ’Ankomsten på Grenen’ har adresse på Fyrvej i Skagen. 
  • Projektet modtager fire mio. kr. i realiseringsstøtte fra ’Stedet Tæller X’, en fælles indsats fra Ny Carlsbergfondet og Realdania, hvor kunst og arkitektur bruges som løftestang til udvikling af særlige steder i 31 danske landkommuner - indtil videre har de udpeget ni. 
  • Projektejerne skal stille med samme beløb - altså en egenfinansiering på 50 procent af projektøkonomien.
  • Blandt de udvalgte steder er Skagen, Rømø, Langør Havn og en staldruin på Langeland.
  • Efter sommerferien skyder Ny Carlsbergfondet og Realdania gang i to forskellige idékonkurrencer, der skal resultere i konkrete forslag for de ni udvalgte steder. Den ene er en åben konkurrence for nyetablerede tegnestuer. I den anden kan prækvalificerede kunstnere byde ind på projekter og udvikle dem i samarbejde med nyetablerede tegnestuer.
  • De første projekter forventes at være klar til realisering i 2024/2025.

Mangler fire millioner

Der er dog en større forhindring, før projektet kan realiseres.

Med de fire mio. kr. fra Ny Carlsbergfondet og Realdania er halvdelen af finansieringen på plads.

Det er imidlertid besluttet politisk, at der ikke afsættes kommunale midler til projektets gennemførelse - der kan alene afsættes timer fra medarbejdere.

Ansøgningen blev sendt af sted, før man kendte til de store besparelser i kommunen, og tilsagnet betyder, at der nu skal findes finansiering fra andre fonde, erhvervsliv mv.

Noget projektgruppen i kommunen arbejder videre på sideløbende med, at de sammen med Realdania og Ny Carlsbergfondet sætter gang i en idékonkurrence, hvor prækvalificerede kunstnere i samarbejde med arkitekter kan byde ind med idéer.

Solnedgangspladsen i Gl. Skagen (2019) er skabt af Ingvar Cronhammar, Kristine Jensens Tegnestue og Bjarne Frost Design Office og består i en række små nye klitter og en solskive på over 20 meter i diameter, der er prydet med spejlende granitflager, så skyerne og solens stråler reflekteres. Foto: Claus Bjørn Larsen

Et kæmpeværk på Grenen i Skagen har tidligere været på banen - i 1950'erne, da Svend Wiig Hansen foreslog sin skulptur med kæmpemennesker, der skuer ud over havet. Et værk som byrådet takkede nej til, da de mente, at værket overdøvede landskabet.

Integreret i landskabet er til gengæld Solnedgangspladsen i Gl. Skagen - et projekt der også blev bakket op af Realdania.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden