Tv‑drama

“Cold Hawaii” er smuk og sympatisk - men også flagrende

Ny tv-serie, der foregår i Thy, er værd at se … hvis man kan finde den på den lille kanal Xee

Karla (Marie Tourell Søderberg) og Bjørn (Aske Bang) prøver at blive gravide i den nye serie på Xee.

Karla (Marie Tourell Søderberg) og Bjørn (Aske Bang) prøver at blive gravide i den nye serie på Xee.

TV-DRAMA - “Cold Hawaii” - afsnit 1-8

Der er ikke noget at sige til, at naturen omkring Klitmøller og naturparken er blevet valgt som kulisse i den nye, korte tv-serie “Cold Hawaii” - en egenproduktion på den lille, relativt ukendte tv- og streamingkanal Xee. For I guder hvor er der smukt derude. Som så mange andre steder ud mod Vesterhavet i øvrigt.

Seriens præmis er lige så enkel, som den er gammelkendt: Et ungt par har slået sig ned på en gammel gård i klitterne. De forsøger - uden held og uden den store passion - at blive gravide. Så får de besøg af en gammel fælles ven, der skal bo der i nogen tid. Vennen medbringer sin nyforelskede kæreste, og gæsternes hyppige og højlydte lagengymnastik bidrager til værtsparrets frustrationer. Lige indtil mændene begynder at diskutere partnerbytte.

Og så går det ellers derudaf med jalousi og hårde ord og sårede følelser og opbrud og sammenbrud og finden sammen igen eller ej.

Sådan et setup er jo ikke nogen ringe basis for vedkommende drama - som talrige romaner, operaer, film og skuespil har bevist gennem de seneste århundreder.

Just der ligger hovedvægten i serien - på klassisk parforholdsdrama. Og har man sat næsen op efter surferfilm med kamp mellem menneske og bølge - eller stærke metaforer, hvor den overvældende og voldsomme natur bliver billeder på figurernes sind - ja, så bliver man slemt skuffet.

Naturen bliver højst brugt som en smuk kulisse, og surferne og deres brædder optræder kun momentvis, uden egentlig betydning for historien. Se bort fra de par detaljer, og serien kunne have foregået hvor som helst i Vandkantsdanmark.

Aske Bang (tv.) og Allan Hyde har sammen skrevet, instrueret og spiller de to mandlige hovedroller i serien.

Aske Bang (tv.) og Allan Hyde har sammen skrevet, instrueret og spiller de to mandlige hovedroller i serien.

Det er Aske Bang og Allan Hyde, der sammen har skrevet, instrueret og spiller de to mandlige hovedroller i serien, og selvom de begge har nævneværdige præstationer som både skuespillere og instruktører med, er “Cold Hawaii” deres første professionelle samarbejde.

Men man fornemmer, at projektet er et hjertensbarn, der måske kunne have vundet ved at tage rådet “kill your darlings” alvorligt lidt oftere. For selvom der bestemt er masser af godt at komme efter - og det er der virkelig - er det som om, der mangler noget konsistens. Både i roller og i handlingen.

Det er jo ikke, fordi en serie partout skal være genre-loyal. Men når den svinger så meget, som “Cold Hawaii” gør, bliver det forvirrende, hvad serien egentlig vil os. Især i starten er den nærmest en farce, man ikke behøver tage alvorlig. Sidenhen er det bestemt meningen, at vi skal tage rollerne og deres indbyrdes relationer seriøst. Og hen mod slutningen tangerer det melodramaets overgjorte selvhøjtidelighed.

Det bliver som et koncertprogram med både Rachmaninov, Rihanna og Røde Mor. Hver for sig kan det for så vidt være ganske godt. Men sat sammen bliver det lidt af en pærevælling.

Den samme inkonsistens kan opleves hos Aske Bangs rolle, Bjørn, som vi møder i en lang række personligheder: Den usikre kæreste, den akavede charmeur, den iderige iværksætter, den drevne forfører, den entusiastiske elsker, den omsorgsfulde ven etc.

Mange-facetterede personligheder er bestemt at foretrække fremfor de en-strengede kliche-roller, vi alt for ofte præsenteres for i film og tv-drama. Men i Bjørns tilfælde fremstår det ikke så meget som en udvikling, som det er kvantespring fra en tilstand til en anden; som en spaltet personlighed, hvor de forskellige aspekter dårligt nok er bevidst om hinandens eksistens.

Naturen omkring Klitmøller er et smukt bagtæppe for parforholds-skærmydslerne.

Naturen omkring Klitmøller er et smukt bagtæppe for parforholds-skærmydslerne.

Et andet punkt, hvor serien til gengæld fortjener stor ros, er dens tilgang til nøgenhed.

I starten fremstår det som et besynderligt og lidt meningsløst postulat. Hvorfor er det nødvendigt at insistere sådan? Som serien skrider frem, bliver nøgenheden irriterende forceret. Igen: hvorfor er flyvende bare bryster og dinglende tissemænd nødvendige for at fortælle historien? Men til sidst må jeg overgive mig til erkendelsen af, at de bare kroppe på skærmen bliver naturlige og holder op med at stjæle opmærksomheden fra skuespillet.

Det er dælme godt gjort.

En lille rose fortjener også Kurt Ravn, der har en mindre rolle som en lokal fisker med forkærlighed for cannabis og et skær af zen-mester over sig overfor de unge storbyboere. Han er diskret overbevisende. Og han klarer overraskende godt den for den ikke indfødte så svære kunst at levere en overbevisende dialekt

D’herrer Bang og Hyde rammer ikke klokkerent med serien, men der er tilstrækkeligt med kvaliteter til, at man har lyst til at se mere fra deres hånd.

“Cold Hawaii” er på otte afsnit a cirka 25 minutter, så har man - eller kan man skaffe sig - adgang til Xee, er den bestemt tiden værd.

  • “Cold Hawaii” - afsnit 1-8
  • Manuskript: Aske Bang og Allan Hyde
  • Instruktør: Aske Bang og Allan Hyde
  • Afsnittene kan ses på Xee

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.