Derfor skal Natasja og Victor til fest med de kongelige
18-årige fra hele landet skal med til Prins Christians 18-års fødselsdag

Natasja Joan Pilgaard fra Halvrimmen og Victor Lund Andersen fra Fjerritslev skal til Prins Christians 18. års fødselsdag. PR-foto: Jammerbugt Kommune
Normalt er det nok ikke ligefrem gallakjolen, der bliver luftet, når landets unge tager til 18-års fødselsdagsfest, men den skal flere 18-årige fra hele landet nu hive ud af skabet.
For to unge fra hver af landets 98 kommuner og fra Grønland og Færøerne er nemlig blevet udvalgt til at komme med til Prins Christians fødselsdag 15. oktober.
En af dem er Natasja Joan Pilgaard fra Halvrimmen i Jammerbugt Kommune. Hun er studerende på SOSU Nord i Brovst og vil gerne være handicaphjælper.
En stor del af fritiden går med at passe, pleje og ride islænderheste, men selvom hun har interessen for heste til fælles med de kongelige, havde hun ikke ligefrem regnet med, at hun nogensinde skulle til fest med dem.
- Jeg tror, det bliver en oplevelse for livet. Det bliver noget, jeg aldrig kommer til igen. Det havde jeg aldrig regnet med, siger hun.
Snak med prinsen
Hun glæder sig til festen, der kommer til at finde sted på Christiansborg med den unge prins farmor Dronning Margrethe som vært.
- Jeg forventer, at det bliver en hyggelig aften, hvor jeg kommer til at møde en masse nye mennesker.
- Og så håber jeg da, at jeg kommer til at snakke med ham. Det vil jeg i hvert fald gøre mit til, griner hun og kommer med et forslag til en åbningsreplik.
- Man kan da altid starte med at sige tillykke med dagen.
Selvom det bliver en fest for livet for den unge SoSu-aspirant, regner hun ikke med, at festen bliver helt ligeså vild som de fødselsdagsfester, hun ellers er til.
- Jeg tror, det bliver meget, meget anderledes end en normal 18-års. Det slutter jo klokken 22, hvor vi bliver kørt hjem igen i bus, fortæller hun.
Surrealistisk
Med i bussen er også Victor Lund Andersen fra Fjerritslev går på Fjerritslev Gymnasium og vil gerne være arkitekt.
I sin fritid arbejder han på Fjerritslev Kro og passer plejebørn. Han har også i mange år været aktiv som både udøver og træner indenfor springgymnastik. Og for ham er det også lidt et spring at skulle til bal på slottet.
- Det er stadig lidt surrealistisk at tænke på. Det er stadig ikke gået helt op for mig, siger han.
Begge følger med, når der er nyheder om kongehuset, men uden at omtale sig selv som kæmpe royalister.
- Jeg ser da nytårstalen med min familie hvert år, og når der er en nyhed om dem, kan jeg godt finde på at gå ind og læse den. Derfor virker det også helt eventyragtigt at jeg skal med til den fest.
- Når man tænker på prinser og prinsesser, tænker jeg ikke, at de har en hverdag ligesom os, så det er svært at forholde sig til, lyder det fra Victor.
Nærmere 20 end 200
Den unge gymnasieelev forventer ligesom Natasja heller ikke ligefrem dansen på bordene.
- Det bliver nok meget formelt og meget stille og roligt.
Han blev selv 18 år i juni, men har ikke holdt festen endnu, og selvom han glæder sig meget til den kongelige af slagsen, forventer han ikke mange ligheder.
- Det bliver en meget mindre fest. Vi bliver nok nærmere 20 end 200, men det kommer nok alligevel til at gå noget vildere for sig. Jeg tænker, at vi drikker lidt mere, siger han med et smil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.