En stemme fra graven: Her er indpakningen selve gaven

Erik Gleerup: ”Ten Lone Surfer Songs”

Der er musik, man elsker fra første øjeblik, man hører den. Der er musik, som skal have lov at modnes gennem flere gennemlytninger. Og så er der den musik, hvor omstændighederne omkring tilblivelsen spiller ind i den mening, man danner sig om den.

Denne plade hører til sidstnævnte kategori. Den helt specielle historie bag Erik Gleerups posthume debut som pladeartist kan læses herunder, og jeg ville næppe have opdaget pladen, hvis jeg ikke havde hørt historien.

Spiller det så ind i bedømmelsen? Ja, uden tvivl.

Musik

Da Erik fik dødsdommen, besluttede han at opfylde sin livslange drøm

Ligesom Johnny Cash’s, David Bowies, Leonard Cohens og mange andre musikeres sene udgivelser blev berømmet lidt ekstra, fordi man vidste - eller snart opdagede - at de var døden nær, da de indspillede dem.

Men ”Ten Lone Surfer Songs” ér faktisk en god plade. Ikke så meget på grund af sangskrivningen, som er på som er på godkendt men ikke ekstraordinært singer/songwriter-niveau, men udførelsen er langt over middel - i momenter ganske fortryllende.

Hæs og hviskende vokal

I centrum står Erik Gleerup på akustisk guitar, som han spiller ganske habilt - og ikke mindst hans stemme, som er en vigtig signatur for oplevelsen. En hæs - til tider nærmest hviskende - vokal, let vibrerende og emmende af levet liv, sætter scenen for et melankolsk musikalsk landskab, som gennemsyrer hele pladen.

Erik Gleerup alene med sin guitar ville måske nok have været en lidt endimensionel oplevelse. Det unikke ved pladen er de arrangementer, som nevøen Hjalte Ross har lagt ned over sangene. Nænsomme og perfekt afstemte akkompagnementer på mange forskellige instrumenter - fra stueorgel til tværfløjte - giver hver enkelt sang liv og får den til at lette fra det jordbundne og ordinære til noget, der - i de bedste øjeblikke - når himmelske højder.

Og kan det næsten gå galt, når det er kompetente musikere som den svenske tusindkunstner Gustav Ljunggren, trommefænomenet Emil de Waal og ikke mindst Hjalte Ross selv, der folder deres talenter ud?

Ikke alt lykkes, ikke alle sange står til at redde, men når det virker, spiller det big time. Som det gør i ”Life’s a Surprise”, hvor Johanne Andersson lægger et bedårende smukt cello-spor under sangen.