Spritten bag facaden

De spillede "højt spil", og nu er bygningen solgt til anden side

Samarbejdet mellem Aalborg Teater og Spritten A/S er nu definitivt ovre, fortæller direktør

Direktør Martin Nielsen, tror stadig fuldt og fast på projektet på den gamle spritfabrik, selv om det nu bliver en bydel uden Aalborg Teater. Arkivfoto: Lars Pauli
Direktør Martin Nielsen, tror stadig fuldt og fast på projektet på den gamle spritfabrik, selv om det nu bliver en bydel uden Aalborg Teater. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 15:28

Opdateret kl. 10.33 med en kommentar fra kulturrådmand Jes Lunde.

I årevis har de arbejdet på at få Aalborg Teater ned på den gamle spritfabrik på havnefronten.

Med visionerne om at skabe en bydel præget af kunst og kultur virkede det oplagt, at de gamle fabriksbygninger også skulle danne ramme om et helt nyt Aalborg Teater.

Statsministeren var på besøg, teatret har haft foretræde for kulturministeren og aftalen så udefra ud til at være så godt som underskrevet.

Men i kulissen var situationen en anden.

For det er ikke lykkedes at skaffe den nødvendige finansiering til at føre teaterplanerne ud i livet.

Og nu er det i stedet en anden aftale, som ender med definitivt at forpurre Aalborg Teaters flytteplaner.

Bygningen, som de ville flytte ind i, er nemlig solgt.

I al fairness

Martin Nielsen er direktør i Spritten A/S, der ejer den gamle malteribygning. Det er den, som Aalborg Teater gerne ville købe og bruge til foyer, café og kontor.

Han beskyldte i starten af maj måned Aalborg Teater for at spille "højt spil", da de havde gjort det klart, at de ikke ønskede at skrive under på en optionsaftale, som ville sikre Spritten A/S et millionbeløb - mod til gengæld ikke at sælge bygningen til anden side.

For Martin Nielsen var sikker på, at bygningen ville være attraktiv, så snart den kom på markedet.

Og det skulle vise sig, at han fik ret.

Tirsdag morgen sendte han en mail til advokat Rasmus Haugaard, som er formand for styregruppen for flytningen af Aalborg Teater.

Her skriver direktøren, at bygningen er blevet solgt, efter at Spritten A/S havde modtaget to tilbud på bygningen. Og det med en købspris, der er højere end den, som Aalborg Teater blev tilbudt at købe bygningen til.

"Vi valgte at gå videre med den ene køber, og der foreligger nu en underskrevet betinget købsaftale", står der i mailen.

"Nu er I i al fairness orienteret."

Martin Nielsen ønsker ikke at oplyse, hvem køberen er, når den underskrevne købsaftale er betinget.

Skal lave en plan B

På trods af knas i samarbejdet har man fra flere sider håbet, at det kunne lykkes at få Spritten A/S og Aalborg Teater til at samarbejde igen.

- Der er ikke nogen plan B, har Jes Lunde, der er rådmand for sundhed og kultur i Aalborg Kommune blandt andet sagt til TV2 Nord.

Men den plan skal Aalborg Teater nu i gang med at udarbejde.

For Martin Nielsen tror fuldt og fast på, at den betingede købsaftale ender ud med et salg.

- Det er dygtige folk, som er på banen. De har en god vision for bygningen, og de har prøvet at bygge projekter i den her størrelse. De har meldt sig på banen fra de så bygningen første gang, og de har ageret super skarpt og professionelt hele vejen igennem, så vi har en god fornemmelse, siger han.

Og Aalborg Teater er da også begyndt at se på alternative placeringer.

Det fortæller bestyrelsesformand Tina Fredensborg til Nordjyske.

- Det her var en spændende mulighed, som vi har brugt mange år på. Det er ærgerligt, det er endt her, for vi synes, det kunne være et fedt projekt, og det kunne være dejligt at komme derned (på Spritten, red.), siger hun og fortsætter:

- Men vi er begyndt at kigge på alternative muligheder, og dem arbejder vi også på. I det her forløb har vi lært en masse om, hvad teateret skal indeholde for at leve op til de krav,  som kunsten og samfundet stiller, og det arbejde er ikke spildt.

Og hvis det viser sig, at Spritten A/S ikke får solgt bygningerne af den ene eller anden grund, så står Aalborg Teater stadig klar til at flytte ind, hvis parterne kan blive enige om vilkårene.

- Vi er stadig interesserede i at flytte ned på Spritten, hvis det ikke lykkedes for Martin Nielsen at sælge, siger Tina Fredensborg.

"Virkelig ærgerligt"

I kulturforvaltningen lægger rådmand Jes Lunde (R) ikke skjul på, at udviklingen vækker stor skuffelse.

- Det er virkelig ærgerligt - det er et virkelig godt projekt, Aalborg Teater havde udviklet på Spritten, og det ville have passet godt i området som en ny kultur-bydel.

- Nu kender vi endnu ikke køberen af maltbygningen, så det er spændende, hvad de vil med bygningen, og om det er noget, der bidrager til bydelens profil, siger Jes Lunde, der ser frem til hurtigst muligt at mødes med teatret.

- Det er vigtigt, at vi hurtigt får fast grund under fødderne. Vi er i dyb dialog med kulturministeren og Christiansborg om sagen, og vi er nødt til at rigge sejlene og finde ud af, hvad vi har af muligheder nu, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden